Åbent seminar på Statens Museum for Kunst: Fremtidens Museum?

Af kærlighed til brugerinddragelse, overraskelser og kunst har Statens Museum for Kunst iværksat projektet gipSMK – Afstøbningssamlingen går i byen. Dansere og gymnasieelever har valgt værker fra museets Afstøbningssamling og udstiller hjemme hos dem selv – på Sankt Annæ Gymnasium, Gefion Gymnasium, i Dansens Hus og ved dansescenen på Carlsberg.
Projektet er afsæt for et åbent seminar om brugerinddragelse på museer på SMK 29. februar kl. 17 – 20.

Program:

Kl. 17 / Dokumentarfilm om GipSMK

Filminstruktør Lea Glob har fulgt brugernes møde med kunsten, med fokus på deres oplevelser og arbejde med værkerne. Lea Glob har vundet flere priser for sine dokumentarfilm, der med stor indlevelse fortæller historier om det personlige, emotionelle og visuelle. Instruktøren vil være til stede.

Kl. 17.30 / Når brugerne bliver medskabere

Museumsinspektør Henrik Holm præsenterer, evaluerer og perspektiverer projektet GipSMK som eksempel på, hvad der sker, når museer inviterer brugerne til at skabe udstillinger.
Lektor Lone Eliott fra Gefion Gymnasium fortæller om arbejdet med afstøbningerne i gymnasialt regi.

Kl. 18.15 / Cast Eyes On ved Copenhagen Dance Arts

Dansehallerne på Carlsberg har haft skulpturer fra Den Kongelige Afstøbningssamling stående siden efteråret 2011. Danserne har interageret med værkerne og på den baggrund skabt forestillingen Cast Eyes On. Stykket er under udvikling, men Copenhagen Dance Arts giver en smagsprøve på den endnu ufærdige performance. Forestillingen bliver koreograferet af Lotte Sigh og Morten Innstrand.

Praktisk information

Seminariet er åbent for alle interesserede – og det er gratis at deltage.
Tilmelding er nødvendig via booking@nullsmk.dk eller 33 74 84 84 eller (telefonen er åben mellem kl. 10 og 14)
Følg også projektet på www.facebook.com/gipsmk

Skriv et svar