Skriv til Trappe Tusind

Skriv til TRAPPE TUSIND – tidsskrift for litteraturvidenskab nr. 7

Snart bliver det forår og dermed tid til at det syvende nummer af Trappe Tusind udkommer. Derfor indkalder vi ideer og forslag til bidrag, indtil onsdag d. 15 februar.

Der er ikke noget tema så alle ideer der relaterer sig til litteratur, litteraturvidenskab eller det flyvske felt omkring den, har relevans. Vi er både interesserede i delingen og oplivningen af den viden der genereres i opgaver og undervisningsforløb, og i bidrag som har et andet afsæt end det akademiske. Vi vil gerne have læsninger men ikke anmeldelser. Vi er interesserede i alt fra gårsdagens mest omdiskuterede litterære problemstilling til oversete og glemte guldgruber fra bagerst i skyggebibliotekerne.

Vi forestiller os at bidragene vil blive til i et samarbejde mellem skribent og redaktion i løbet af foråret, men færdige og formfuldendte bidrag er selvfølgelig også mere end velkomne. Skriv gerne en halv til en hel side som præsenterer forslagets form, indhold og anstødssten, altså lidt om hvad nysgerrigheden, begejstringen eller måske problematikken bag forslaget er: Hvilke elementer der sættes i spil og hvordan.

Formmæssigt er der frit lejde mellem essays, artikler, interviews, læsninger, fiktion, poesi, oversættelser eller hidtil usete blandinger af disse.

Se eventuelt for inspiration i tidligere numre som kan købes i boghandlere for 30 kr pr. stk, eller downloades fra nettet på www.trappetusind.dk, hvor man også kan læse mere om vores retningslinjer.

Altså: Send dit bidrag/forslag til trappetusind@nullgmail.com i word-kompatibelt format senest den 15. februar 2012.

Forslag og idéer til omslagsillustrationer modtages også meget gerne (se ovenstående link for detaljer om format og download af skabelon). Deadline for dette er d. 15. marts 2012.

Vi glæder os til at høre fra jer!

Skriv et svar