Burlesque som København aldrig har fået det før

Publikum kan godt få øjnene på gled og forvente en smule røde kinder, når New Burlesque Festival 2011 løfter ben og lufter barm på utraditionel vis d. 7.- 8. okt. og d. 25. – 26. nov. i Den Brune Kødby.

Sidste efterår tog New Burlesque Festival København med storm. Det blev til 7 udsolgte aftener, bare bryster i alle de store dagblade samt en oplevelse ud over det sædvanelige for det festlige, fremmødte publikum til Danmarks første burlesque festival.

Nu er New Burlesque Festival 2011 klar med et nyt eksklusivt program, hvor der flyves førende kunstnere ind fra både USA og England. København har aldrig set mage – og det er netop New Burlesque Festivalens varetegn; at give københavnerne lidt ekstra, sætte takten lidt op og mærke storbypulsen, som den banker i New York, London og Berlin.

Burlesque der vil mere end at smide tøjet
New Burlesque Festival er garant for totaloplevelser, når Warehouse9 byder på forførende opsigtsvækkende extravaganza, glamour og nostalgi. Og det stopper ikke ved scenekanten, men omslutter publikum fuldstændigt med dekadent scenografi og musikalsk akkompagnement skabt specielt til lejligheden, en uforlignelig vært som vil guide publikum gennem aftenen samt en absintbar, der nok skal skabe den rette løsslupne stemning.

På scenen kan publikum forvente langt mere end klude, der falder fra kroppen, fordi intelligent, humoristisk og kunstnerisk mod er i centrum for festivalen.
Når scenelamperne er slukket og alt glitteret er fejet op fra gulvet, er målet, at publikum har fået mere med sig end et stykke med bart. Som kurator og performer Christian Van Schijndel aka The Gentleman udtrykker det ”Vær forberedt på at blive udfordret og konfronteret med optrædener som sætter tankerne i gang, mens du bliver underholdt og morer dig uforligneligt”.

Den burlesque som man kan opleve på festivalen adresserer og kommenterer på nutidens mainstream æstetik, forbrugersamfundet, kønsnormer og sociale hierarkier, det er legesyg cabaret med noget på hjertet og tungen i kinden.

Datoer, billetter og sted:
Boylesque : 7. – 8. oktober
Kunstnere: Tigger! (NY), Ryan Styles (UK), The Gentleman (UK/DK)

Grrrlesque: 25. – 26. november
Kunstnere: Foxy Tann (US), Molly & Me (UK/DK), Frk. Flyv (DK)

Billetter koster 150 kr. og er til salg på: www.newburlesque.dk

New Burlesque Festival 2011 finder sted:
Warehouse9 Halmtorvet 11, Bygning 66 København V.

Skriv et svar