AFART

afart [‘aw-a’t] subst. -en, -er, -erne

1. en mere el. mindre afvigende art af noget

= VARIANT, VARIETET

.

AFART blev i år 2002 startet af Rune Gade og Rasmus Kjærboe i samarbejde med Stig Jarl, den daværende institutleder på IKK, hvorefter det i 7 år fungerede som akademisk kunsttidsskrift. I 2009 tiltrådte Denis Rivin som ansvarshavende redaktør, med helt nye ambitioner på AFARTs vegne. Nu skulle det løsrive sig fra de akademiske rammer, og prøve at beskæftige sig med kunst på en måde, som kunne skabe forbindelse imellem de praktiske og teoretiske kunstinteresserede. Tidsskriftet blev ’opmagasineret’ og klædt i nye klæder, og indholdet skulle formidle den samme akademiske dybde, men på en mere lettilgængelig måde.

Magasinet skriver om kunst med en ambition om at danne bro imellem kunstakademier og kunsthistorikere, så kunstnere, akademikere og de perifert kunstinteresserede alle sammen kan mødes på fælles grund, og i nogle lækre rammer som afspejler det stimulerende univers, som kunst er.

Kunsten beskrives med særligt henblik på samtidskunsten, dens skabere og betingelser, og den behandles uden hensyn til grænser; mellem dansk og udenlandsk; mellem etablerede institutioners støv og undergrundens energi; ingen grænser for hvad der kan menes om kunst, så længe det er interessant og kvalificeret.

AFART er altid interesseret i at høre fra alle som kunne have lyst til at være med i skabelsen af magasinet. Hvad enten du er kunstner, illustrator, webdesigner, layouter, idémager, eller bare kunne tænke dig at lege med vores releasefester, skal du være velkommen til at kontakte os! Sidst, men ikke mindst, er vi naturligvis altid på jagt efter alle med viden og holdninger om kunst, som har lyst til at skrive for os!

Tilmeld dig AFARTs gruppe på Facebook og bliv opdateret på deadlines, udgivelsesdatoer, eller følg med på vores hjemmeside, hvor du også finder en skrivevejledning: www.afart.dk

.

Kontakt

Denis Rivin: redaktion@nullafart.dk eller +45 61711713

.

Magasinet udkommer 3-4 gange årligt, og er i hastig vækst. I øjeblikket har vi omkring 4000 læsere, og bliver distribueret på Københavns Universitet, Århus Universitet, Det Kongelige Danske Kunstakademi, Det Fynske Kunstakademi, Det Jyske Kunstakademi, Kunstakademiets Arkitektskole, Mediehøjskolen, Krabbesholm Højskole og nogle udvalgte gallerier. Det kan desuden downloades gratis og i farver (!) på www.afart.dk