Galleri Susanne Ottesen søger energisk studentermedarbejder

Som assistent kommer du primært til at stå for galleriets praktiske gøremål, opdatering af vores værk- og kundedatabase og sociale medier, samt ajourføring af vores hjemmeside. Vi tilbyder en lille social arbejdsplads, hvor godt humør, engagement og stabilitet er i fokus.

Dagligdagen i galleriet er meget varierende. Vi har skiftende udstillinger med ferniseringer ca. hver sjette uge, er i løbende dialog med de kunstnere, vi samarbejder med, og faciliterer derudover ofte møder og spontane besøg i galleriet. Vores arbejdsopgaver spænder altså fra kunstfaglige, til kommunikative og serviceorienterede opgaver, samt praktiske opgaver til den generelle drift af galleriet, hvoraf sidstnævnte vil være blandt assistentens kerneopgaver.

Vi er altså en travl arbejdsplads med en mangfoldighed af arbejdsopgaver, alt imens et højt serviceniveau skal opretholdes. Det forventes derfor at du kan holde hovedet koldt og bevare overblikket – også når der er mange bolde i luften. Det er vigtigt at du går til dine arbejdsopgaver med engagement og energi, udover at du selvfølgelig meget gerne må være en fornøjelse at omgås generelt. Derudover forventer vi stor fleksibilitet i det omfang det passer til dine studier og åbenhed overfor alle typer af opgaver.

Arbejdstiden er ca. 16 timer ugentligt fordelt på to dage i tidsrummet tirsdag til lørdag – og vi er selvfølgelig fleksible, så arbejdstiden kan justeres i forhold til eksaminer og ferie.

For at komme i betragtning til stillingen er det et krav, at du befinder dig i første halvdel af dine bachelorstudier.

Ansøgning og CV sendes til galleri@nullsusanneottesen.dk med teksten ”Assistentansøgning 2020, dit navn” i emnefeltet.

Deadline for ansøgninger er mandag d. 28.september 2020

Venlig hilsen
Galleri Susanne Ottesen
København

Teater Pink Planet søger produktionsassistent

Teater Pink Planet er en scenekunstgruppe bestående af den kunstneriske leder Anna Malzer og skuespilleren Simone Sandager. Gruppen har base i Københavns uafhængige teatermiljø og holder til i TeaterHUSET. Vi laver tværæstetisk kunst som kombinerer teaterscenens nærvær med film- og lydmediets grænseløshed.

Vi søger en produktionssassistent, som vi meget gerne vil have med på en spændende rejse imod vores premiere på vores første forestilling “En Forestilling Om Fremtiden”, som skal spille på Bastarden i HUSET og derefter på turné. Forestillingen har premiere i marts og du skal være til rådighed fra fra d. 15. februar til 24 marts. I februar ca. 10 timer om ugen, og fra den 7. marts fuldtid frem til premieren.

Forestillingen udvikles i koncept og indhold af hele ensemblet som består af en kunstnerisk leder, tre performere, en videokunster, en animator, en fotograf, en koreograf, en møbelsnedker, en guitarist og en lyd designer. Vi arbejder i meget høj grad på tværs af kunstarter og vi skaber forestillinger med et stærkt visuelt og fysisk udtryk.

Hvem er du?
– Du studerer alt fra kunsthistorie til teatervidenskab, og har lyst til at prøve teorien af i praksis
-Du er kunst interreseret, og vil gerne have en fod indenfor i det unge vækstlagsmiljøet
-Du har lyst til at beskæftige dig med assistance indenfor alt fra manuskriptrettelser til PR
-Du er selvstændig, kan lide at arbejde under pres og i mange timer ad gangen

Erfaring er ikke påkrævet, men der vil også være udfordringer for dig med erfaring.

Jobbet er ulønnet.

Er du interreseret i et spændende og hårdt assistent job, bedes du sende en ansøgning på max. en side samt et CV til producent Anna Malzer på producent@nullpinkplanet.dk senest d. 18 december.

Der kan læses mere om os og En Forestilling Om Fremtiden på www.pinkplanet.dk

De bedste hilsner,
Pink Planet