Undergrundens største teaterfestival

kaster anker i København

 

Når VILDSKUD går i land…” – så ved man aldrig, hvad der kan ske!

 

Der kommer nemlig fuld skrue på fantasien, når den årlige VILDSKUD – festival for uafhængigt teater søsættes

d.15. – 19. august 2012 i HUSET-KBH.

 

For niende gang byder VILDSKUD på unikke udpluk fra det uafhængige scenemiljøs mest dugfriske, dristige påfund. Som platform for vækstlagets talenter ønsker VILDSKUD at give ekstra albuerum til originale ambitioner, udforske scenekunsten og invitere alle med om bord undervejs. Skibet er ladet med visionær kunst – og leg!

 

Teater der tør

Programmet udvides i år med op til 20 forestillinger af undergrundens mest ambitiøse scenekunstnere. Sammen spænder de vidt over vanvid, alvor, liv og løjer: Drivhus med dj-blomster, suttetræ og traumer i strik-scenografi, levende Kvium-karakterer, husmortragedie i bubble gum-idyl, gidseltagning og eskapisme, koloniale kampe i den kenyanske jungle, reality-stjernens møde med realiteterne, opråb om overvågning, online-eventyrets drømme, fortolkninger af kendte storbydigte og meget mere er på plakaten denne sommer.

 

Fra nær og fjern

Festivalen byder desuden fortsat på inspirerende, tværgående forening af teatret med musik, dans og digtning. I caféprogrammet indgår koncerter, workshops, debatter, og artist talks. Både i dagene op til og underfestivalen vises vovede dokumentarer og kunstfilm i biografen.

VILDSKUD har også inviteret venner fra de syv verdenshave for fortsat at styrke det internationale samarbejde om uafhængigt teater og udvide dets grænser fysisk og kunstnerisk. Blandt andet vil en kroatisk workshop forbinde kreativiteten og tegnsproget i en fælles forestilling for døve og hørende.

 

Stærk kunst og glade sømænd

Som noget nyt bliver hele herligheden spundet sammen i et vanvittigt, fiktivt sømandsunivers manifesteret i en kunstudstilling, hvis mangfoldige udtryk vil farve hele festivalen. Glæd dig til at møde havets Don Juan, den eventyrlystne sømand Rolf og hans kære mor – for ikke at tale om Ursula fra bordellet, den tvetydige spåkone, tatovøren og det brave selskab i stambodegaen.

VILDSKUD bliver en festival for både landkrabber, søulke, torsk og labre sild. Lad legesygen leve og nyd sensommeren med et frisk pust fra undergrundens strømme. 

Biletter til forestillinger på VILDSKUD koster 60 kr. Dagspas 100 kr. Festivalpas til 200 kr. giver fri adgang til alle forestillinger.

Det endelige festivalprogram vil blive offentliggjort i løbet af juli måned på www.vildskud.dk


Bliv ven med VILDSKUD teaterfestivalpå facebook!

VILDSKUD – festival for uafhængigt teater

| VILDSKUD c/o TeaterHUSET | Rådhusstræde 13 | 1466 København K |

www.vildskud.dk | info@nullvildskud.dk 

Vildskud 2011 – festival for uafhængigt teater

 

”Fra et være et lille vindue ind i undergrundsteatrets verden, er Vildskud Teater Festival i Huset blevet en spændende platform for fremtidens scenekunst.” citat fra Arbejderen, august 2010

 

Årets største uafhængige teaterfestival har blikket mod udlandet

 

Igen i år fyldes Huset i Magstræde med eventyrlyst og skaberglæde, når VILDSKUD – festival for uafhængigt teater flytter ind. Fra d. 17.-21. august er der rig mulighed for at få indblik i, hvad der rører sig i de uafhængige teatermiljøer – nationalt som internationalt.

 

VILDSKUD ser det som en værdifuld vision at muliggøre udveksling i de europæiske kunstneriske vækstlag. Derfor præsenterer VILDSKUD som noget nyt et internationalt program med to gæstespil fra Finland og Italien, Ylioppilasteatteri og AKRteatro. Programmet inkluderer desuden den engelsk-sprogede, men dansk-producerede forestilling The Tell-Tale Heart og en række enkeltarrangementer med performere og musikere fra bl.a. England og Norge. Fra Danmark optræder hele 15 grupper med en bred vifte af unikke forestillinger. De spænder fra danseduoen The AG’s “assimilationsdans”, over performancegruppen Bird Man’s gemmelege, til dokumentaristiske fortællinger fra Jylland hos KRYSTER.

 

Scenen er et toilet
VILDSKUD byder også på to site-specifik forestillinger af grupperne Teater Bæst og IKI-DADA, der henholdsvis foregår på et offentligt toilet og som en byvandring i gaderne omkring Huset. Interviews med og promoveringsvideoer for de enkelte grupper kan ses på hjemmesiden vildskud.dk/forestillinger

 

Tag del i eventyret med VILDSKUD
Hvis der er noget, VILDSKUD er kendt for, så er det festivalens frie og festlige stemning samt gruppernes evne til at udvide publikums forestillingsevner. Men VILDSKUD er andet og mere end bare teater. VILDSKUD – festival for uafhængigt teater er en tværgående og ambitiøs kulturbegivenhed, der forener uafhængigt teater med koncerter, kortfilm, kunst og artist talks. Udover teaterprogrammet har VILDSKUD en masse daglige gratis tilbud, bl.a. en udstilling i Underkanten, koncerter og store fester både onsdag og lørdag. Efter sidste års succes arrangerer VILDSKUD et kreativt værksted lørdag d. 20. august, hvor publikum kan udleve deres indre legesyge ved at bidrage til to kollektive værker – et maleri og en fortælling. Det endelige resultat afsløres og udstilles søndag.

 

Billetter til forestillinger på VILDSKUD koster 60 kr. Der kan købes dagspas til 100 kr. samt festivalpas til 200 kr., som giver fri adgang til alle forestillinger. Festivalprogrammet kan findes på www.vildskud.dk