Invitation til at bidrage til udstilling i GL STRAND

I Kunstforeningen GL STRAND åbner der i slutningen af januar en udstilling, som vi håber, at I har lyst til at deltage i og/eller bidrage til.Udstillingen, der er skabt af den schweiziske kunstner Thomas Hirschhorn, kommer til at forvandle store dele af GL STRAND til en labyrintisk ruin, og med afsæt i den stedsspecifikke installation undersøger Hirschhorn forholdet mellem ødelæggelse og skabelse.

I udstillingen vil der være et værksted, hvor man kan være med til at genopbygge ruinen og lave projekter med afsæt i materialer, udstillingen er bygget op af. Man kan også bruge værkstedet som mødelokale, som øvelokale, som ramme om en kaffeaftale, til at lave radioprogrammer i eller til at holde oplæsninger, koncerter, performances, debatarrangementer eller lignende i. Kun fantasien sætter grænser – og man kan både gå i dialog med udstillingens temaer eller bruge faciliteterne mere frit!

Entreen er gratis i hele udstillingsperioden, og vi stiller udstyr til rådighed, hvis I har brug for det. GL STRAND afholder ingen events, fordi intentionen er at give plads til nye stemmer.

I må endelig skrive, hvis I er interesserede eller har spørgsmål til udstilling@nullglstrand.dk

http://www.glstrand.dk/udstillinger/kommende/thomas-hirschhorn.aspx