Årets danske klassiker 2014: Gustav Wied

TIRSDAG 23. SEPTEMBER KL. 17-18.30

Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15.

I efteråret er det hundrede år siden, at en af Danmarks store forfattere, Gustav Wied, døde i Roskilde. Med et skarpt øje for den karakterskabende replik, med megen humor og ironi og til stadighed samfundsrevsende skabte Gustav Wied en række litterære figurer, som både samtiden og eftertiden har taget til sit hjerte. Dagens program vil være spækket med oplæsning og viden om forfatteren, blandt aftenens optrædende vil være Jens Blendstrup, Jan Sonnergaard og cand.mag, ph.d. og direktør ved Frederiksbergmuseerne, Michael Eigtved

g2w
Program 
Velkomst
Ved Johan Rosdahl, Klassikerkomitéen

Introduktion til Gustav Wied og hans forfatterskab
Ved Michael Eigtved, cand.mag. og ph.d. samt direktør ved Frederiksbergmuseerne

Forfatteroplæsning
af Fædrene æde Druer og af eget værk
ved to yngre danske forfattere:
Jens Blendstrup
Jan Sonnergaard

Wied som dramatiker
– dramaindslag/-oplæsning
Ved skuespiller Nis Bank-Mikkelsen

Finale
Gustav Wied selv læser op!

Tak for i aften
Ved Michel Steen-Hansen, Danmarks Biblioteksforening

Arrangementet er gratis og alle er velkomne!

Bag årets klassiker står en arbejdskomité bestående af repræsentanter fra: Danmarks Biblioteksforening, Det Kongelige Bibliotek, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Samrådet for De Litterære Selskaber, se også www.klassikerdagen.dk.

Forfattermøde. Kjersti Annesdatter Skomsvold (N) og Stine Pilgaard (DK)

Kbh Læser og Københavns Hovedbibliotek præsenterer to af Nordens stærke, unge forfattere i samtale om deres seneste romaner.
I ’Monstermenneske’ fortæller Kjersti Annesdatter Skomsvold med både humor og sårbarhed om kampen mod den sygdom, som bl.a. førte til, at hun som 20-årig kom på plejehjem, men også til at hun begyndte at skrive.
Stine Pilgaards roman ’Min mor siger’ skildrer med skarp humor en ung kvinde, som, da kæresten forlader hende, flytter hjem til sin fars præstegård, mens hun med hjælp fra forældrene, veninden og sin læge prøver at acceptere sorgen og lade den bundfælde sig i kroppen.
Pablo Llambias interviewer.
Arrangeret i samarbejde med Students Only.

Torsdag  6. marts kl. 17 -18.30
kbhlaeser_logo_2014-2
Københavns Hovedbibliotek,
Krystalgade 15
Fri entré

Se mere på www.kbhlaeser.dk

Orgasmeland

Målet var et nyt og bedre samfund. Midlet var den “fuldkomne orgasme”.
I 1933 flygtede Freud-lærlingen og sexteoretikeren Wilhelm Reich til København og dannede gruppen Dansk Sexpol. I en indædt kamp mod nazister, præster, socialdemokrater – og somme tider sig selv – banede gruppen vejen for den seksuelle revolution, som vi
plejer at tilskrive 1970’ernes ungdomsoprør.
Lea Korsgaard fortæller i sin kommende bog ’Orgasmeland’ for første gang den fascinerende og besynderlige historie om Dansk Sexpol.

Onsdag den 5. marts kl. 17-18.30
Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15
Fri entré

web_billeder_03_tekst

Se mere på www.kbhlaeser.dk

 

Åbning af Kbh Læser 2014 Og Solokoncert med Jomi Massage

Vi live-bladrer gennem festivalprogrammet. En række af festivalens forfattere giver korte smagsprøver på noget af alt det spændende, du kan opleve under Kbh Læser.
Kaspar Colling Nielsen læser højt fra ’Den danske borgerkrig 2018-24’, en roman med masser af krop. Lotte Garbers læser et saftigt stykke fra en af sine noveller. Anne-Marie Vedsø Olesen læser op af ’Gudestorm’, en historisk trilogi med drifterne som grundtema. Få også Lea Korsgaards introduktion til den kommende bog ’Orgasmeland’, en fascinerende og besynderlig historie om Dansk Sexpol.

Kl. 14 er der solokoncert med Jomi Massage.
Jomi Massage er kunstnernavnet på den danske sangskriver, musiker og sangerinde Signe Høirup Wille-Jørgensen. På sit nyeste udspil ’Primitives’  trækker hun vejret for en række døde sjæle, taler i tunger og har sex med spøgelser. Lyden er klaverbåret, rå og rodet, men også med den blidhed, der  kendetegner Jomi Massages kontrastfulde, ekspressive udtryk. Live er Jomi  Massage både lavmælt intim og højspændt intens.

Se hele festivalprogrammet på www.kbhlaeser.dk

Specialisterne #2 – Kindle, Kulturarv og Læs for livet

Onsdag d. 4. december 2013 kl. 17.00. Københavns Hovedbibliotek.
Arrangementet finder sted på 3. sal i lokalet bagved sundhed/medicinbøgerne (grp. 61).

Anden runde af Specialisterne står i kulturens og læsningens tegn, når 3 nye specialister fortæller. Bliv klogere på verden og bliv måske inspireret til dit eget speciale. Du kan opleve:

E-læserens medialitet
Patrick Arendal Johansen er fra Moderne Kultur og Kulturformidling, KU og hans speciale handler om, hvordan e-læseren som en moderne teknologi har brudt litteraturen op og stiller den over for en ny virkelighed.

Patrick skriver selv:
Den trykte papirbog har de sidste ca. 500 år indtaget rollen som litteraturens medie. Med e-bogen kan litteraturen også læses på computer, tablet eller e-læser. […] Spørgsmålet er derfor, om det er den samme oplevelse, læseren har ved at sidde med en e-læser som med en papirbog? Når der sker disse omvæltninger, er det vigtigt at stoppe op og se nærmere på den nye og anderledes materialitet og medialitet, man præsenteres for med e-læseren.

Og det gør han i specialet ved hjælp af teoretikere som bl.a. Gilles Deleuze og Félix Guattari.

Fremtidssikring af fortiden – digital formidling af kulturarv
Line Juhler Schmidt fra ITU skriver om sit speciale:
Begrebet kulturarv har i stigende grad været på den kulturpolitiske dagsorden siden 1990’erne.  Det er et slagord som bruges i forskellige henseender og med forskelligt mål, men der er en bred konsensus om at det er vigtigt og noget, vi skal hæge om.

Kulturministeriet har oprettet Kulturarvsstyrelsen til at sikre at vi varetager vores kulturarv hensigtsmæssigt, og storstilede projekter er lanceret for at bevare, digitalisere og formidle de aspekter og genstande, der udgør vores kulturarv.

Jeg beskriver i mit speciale en helt konkret case, men jeg vil ved denne lejlighed gerne fortælle lidt om hvad det diffuse begreb kulturarv dækker over, hvordan det varetages, og hvilke initiativer, der er taget for at tilgængeliggøre og fremtidssikre vores kulturarv.

Læs for livet
Rachel Röst fra Litteraturvidenskab, KU beskriver sit speciale således:
Specialet er et stykke aktionsforskning, hvor jeg undersøger det projekt, jeg selv har startet: Læs for Livet, som indsamler bøger og indretter små børne- og ungdomsbiblioteker på institutioner med udsatte børn, såsom børnehjem og asylcentre. Jeg skriver om, hvordan projektet modtages af det socialpædagogiske personale, hvilke konflikter der opstår, hvordan det står til med litteraturen på det sociale område, hvordan børnene modtager bøgerne m.m.

Læse mere om Læs for livet projektet HER

Vi glæder os til at se dig
– og ikke mindst til at blive klogere, når specialisterne deler ud af deres viden.

Specialisterne er Hovedbibliotekets nye arrangementsrække, hvor nyslåede eller vordende kandidater formidler deres unikke speciale i kort og kontant form. 

Specialisterne#1 – Piratradio og terrorpolitik!

 Specialist-FB

Premiere på Hovedbibliotekets nye arrangementsrække, hvor nyslåede eller vordende kandidater formidler deres unikke speciale i kort og kontant form. Dagens specialister:

Søren Kragh Lindbo skriver speciale om piratradio og modoffentligheder. Det gør han med udgangspunkt i Piratradio69 der sendte fra Jagtvej 69, hvor det tidligere Ungdomshuset lå. Han undersøger hvilke modoffentligheder denne radio skabte med udgangspunkt i teorier om offentligheder og modoffentligheder. Derudover inddrager han radioteori og skriver samtidigt denne piratradios historie. Der vil blive afspillet klip fra udsendelse og jingler der findes i kildematerialet der består af flere måneders radio udsendelser.

Kristoffer Kjærgaard Christensenhar netop afleveret specialet: A ‘Special’ Kind of Crime: A study of rationalities of threat in the Danish policing of terrorism på Statskundskab, KU.

Han skriver: “Terrorisme er en uhåndgribelig og svært definerbar trussel og ses ofte som indbegrebet af vor tids komplekse trusselsbillede, hvor den konventionelle, sikkerhedspolitiske arbejdsdeling mellem militær og politi og mellem stat og civilsamfund til stadighed udfordres. I mit speciale har jeg derfor undersøgt, hvordan terrorisme i en dansk kontekst håndteres af politiet. Jeg har konkluderet, at den danske forståelse af terrorisme som en ”særlig” form for kriminalitet er både tvetydig og indebærer væsentlige politiske og demokratiske konsekvenser.”

https://www.facebook.com/#!/events/315212588620250/

Om Specialisterne: Få ny viden om raketvidenskab, grafiske trends, kridttiden, rotteforsøg eller rationel diskurs i Sokrates’ retoriske repertoire. Bliv klogere på verden og bliv måske inspireret til dit eget speciale.

Hvis du selv brænder efter at formidle dit speciale, så send et par linjer til: program @ kff.kk.dk

Skriver du fiktion og står du og mangler en gratis skrivegruppe eller et billigt skrivekursus?

Hovedbiblioteket elsker litteratur, og derfor er det en glæde at kunne byde velkommen til endnu en sæson med skriveklubberne FIKTIONSKLUBBEN. Få undervisning og feed-back, mød andre ligesindede og kom videre med din skrivetrang.

Hovedbibliotekets skriveklubber for voksne

Fiktionsklubben Tekstlæsning
Skriver du skønlitterært og kunne du tænke dig at mødes med andre med samme skrivekløe? Tekstlæsningsklubberne er et underviserløst forum for alle over 20 år, hvor man uformelt men seriøst mødes med andre skrivende for at diskutere hinandens tekster.

Hver 14. mandag frem til jul kl. 16.30-18.30. Opstart: 16/9. Gratis.
Hver 14. tirsdag frem til jul kl. 10-12. Opstart: 17/9. Gratis.

Fiktionsklubben Start
Elsker du at skrive, men har du svært ved at komme i gang? Så lad Fiktionsklubben Start kickstarte din skrivning. Her mødes vi om skriveglæden, laver øvelser, der udfordrer din skrivestil, og giver dig nye idéer. Hvad virker og hvorfor virker det?
Onsdage kl. 16.30-18.30 – 28/8, 11/9, 25/9, 9/10, 23/10, 6/11, 20/11, 4/12.
Underviser: Line Kveiborg. kr. 500

Tilmelding: først-til-mølle princippet. Send en mail til lea.floe.christensen@nullkff.kk.dk med navn og hold, så kommer du automatisk på tilmeldingslisten. Du får svar på, om du er kommet på holdet senest 13. august.

LIV I BYEN – OPLÆG OG DEBAT

Superkilen, bakke, foto Jens Lindhe

Tirsdag 11. juni kl. 17 inviterer Københavns Hovedbibliotek til oplæg og debat om livet mellem husene i den moderne storby.

Hvordan bruger vi storbymennesker byen? Hvad er en bys nerve? Hvordan ser fremtidens pladser ud? Er der forskel på bytilværelsen i den arabiske og den nordiske storby? Hvordan ser København ud med Bagdads øjne? Få lokale og globale perspektiver på Københavns byrum når Hovedbiblioteket inviterer en fribyforfatter, en stadsarkitekt og en ekspert til en eftermiddag om livet i byen.

Suhail Sami Nader er journalist og kulturkritiker. Han er forfulgt i sit hjemland Irak på grund af kritiske artikler og er som fribyforfatter inviteret til to års ophold i hovedstaden af Københavns Kommune.

Tina Saaby er Københavns kommunes stadsarkitekt.

Henrik Reeh er lektor i humanistiske bystudier og moderne kultur på Københavns Universitet og står bl.a. bag udgivelsen Rumlig kultur (2012) om den moderne urbane livsverden.

Journalist og byblogger Tobias Moe Hoffmeyer er moderator til arrangementet.

 

Vigtige billeder på Hovedbiblioteket

swingers07

Mandag 10. juni kl. 17 inviterer Københavns Hovedbibliotek på en rejse ind i verdens virkeligheder med fotojournalisterne Sofie Amalie Klougart og Jan Grarup

Klougart og Grarup er to af Danmarks førende fotojournalister. I anledning af Copenhagen Photo Festival gæster de Hovedbiblioteket, viser fotografier og fortæller om deres passion for at dokumentere verdens store, små, smukke og grumme virkeligheder.

Sofie Amalie Klougart har bl.a. dokumenteret kvindelig sexturisme i Kenya, de riges kvaler ved Strandvejen, prostitution og unge danskere i krig. Hun er i juni aktuel med udstillingen Swingers i Øksnehallen. Samme serie vandt Årets pressefoto 2013 i ’Åben klasse’.

Jan Grarup har bl.a. dokumenteret krige og katastrofer i Rwanda, Kosovo, Darfur, Irak og Palæstina. Han har senest høstet roser og priser for sin fotoserie om kvindelige basketballspillere i Somalia. Vinder af World Press Photo – sports feature 2013.

Læs mere på Hovedbibliotekets hjemmeside

 

Fremtidens radio

Radiomediet er i rivende udvikling. Nye amerikanske
programmer sammensmelter lydkunst, montage, radiodrama. Herhjemme pibler nye radiostationer frem dagligt – internettet og streaming giver fm-båndet kamp til stregen.

Onsdag d. 6. marts 2013 kl. 17 på Københavns Hovedbibliotek
Arrangementet er gratis

Hovedbiblioteket inviterer en flok eksperter indenfor, der gør status over radiostrømmen og tager dig med på en lytter med overraskende, fascinerende, tankevækkende klip fra fremtidens radio.
For midt i en moderne verden, hvor vi dagligt drukner i billeder i byrummet, tv, magasiner mm., er radioen tydeligvis kommet for at blive. Kom og hør hvorfor.

Katrine Hornstrup Yde er kulturjournalist på Information
og radioentusiast. Læs Katrines radioartikler i Information, bl.a denne om fremtidens radio.

Anne Jeppesen og Hanne Budtz-Jørgensen er radio-nørdede specialestuderende på Moderne Kultur & Kultur-formidling

Tim Hinman er redaktør og stifter af den nyskabende radiokanal Third Ear, der netop er genopstået.

Lyt til fremtidens radiokanaler!

Lidt danske:

Den2radio

Third Radio_MikrofonEar

Radiosyndikatet

og et par af de amerikanske:

Radiolab
This American Life