Artist Talk / Kunstnerintroduktion til MODSMERTE på Museet for Samtidskunst

Søndag d. 30. september kl. 14:00 giver Gudrun Hasle en særomvisning i sin udstilling MODSMERTE på Museet for Samtidskunst i Roskilde.

Udstillingen MODSMERTE handler om cutting, blod og vampyrer. I en blanding af broderier, linoleumstryk, video, fundne objekter og arkivmateriale giver Gudrun Hasle forskellige bud på, hvorledes smerte kan fremstilles visuelt.

Læs mere om udstillingen på www.samtidskunst.dk eller kom til kunstnerintroduktionen på søndag. Deltagelse er gratis efter betalt entre (gratis for studerende).

Vi ser frem til at byde jer velkommen på Stændertorvet 3, 4000 Roskilde.

Kom til dobbeltfernisering i Roskilde på fredag kl. 17-19

Museet for Samtidskunst inviterer til åbningen af to udstillinger fredag d. 21. september kl. 17-19.

Udstillingen MODSMERTE er den første store museumsudstilling med Gudrun Hasle i Danmark. Omdrejningspunktet er blod og smerte. Hasle behandler det svære at føle sig anderledes og behovet for at passe ind. Udstillingen dykker ned i processen med at finde sit eget ståsted i tilværelsen. Udstillingen tager udgangspunkt i Gudrun Hasles personlige fortælling og egne erfaringer.
Jørgen Michaelsen YUMMY ROOMS FOR ROBESPIERRE er mere generel i sin optagethed af spørgsmål om konceptuelle konstruktioner og menneskets natur. Her undersøges relationen mellem kroppens sansninger og hjernens intellektualiseringer af begreber og begivenheder i en sansestimulerende totalinstallation lavet specielt til Museet for Samtidskunst.

Begge udstillinger kan ses på Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3D, 4000 Roskilde i perioden 22. september – 16. december 2012.

Yderligere information findes på hjemmesiden www.samtidskunst.dk

ACTS – Festival for Performativ Kunst i denne weekend!!

D. 16.-17. juni 2012 afholder Museet for Samtidskunst for andet år i træk lyd- og performancefestivalen ACTS. I år foregår festivalen på Musicon i Roskilde.

Læs mere på www.samtidskunst.dk/acts 

 

Lørdag, 16. JUNI:

Kl. 12.00: Lydbussen kører fra DGI-Byen, KBh, til Museet for Samtidskunst / Hal 9 i Roskilde med performance af Mads Bech Paluszewski. BEMÆRK: begrænset plads!

Kl. 13.00: KunstParade går fra Museet for Samtidskunst til Hal 9.

kl. 14.00: Åbningstale v. formand for Statens Kunstråd, Rune Gade

kl. 14.10 : Hartmut Stockter, Ekspedition Roskilde

kl. 14.45: Ben, Rør og Stampes

kl. 15.15: Cecilie Ullerup Schmidt & Matthias Meppelink, Schützen #1, Ready + Schützen #2, Fire 

kl. 16.00-20.00:Lilith Performance Studio præsenterer:
Tanya Mars, Dulci
Einat Amir, Enough About You
Morgan Schagerberg, Konserburksdjunglen
Elin Lundgren & Petter Pettersson, HeadHouse

kl. 19.00: Samtalekøkkenet – Take Out – paneldebat og mad. Panel: Torben Sangild (kunstkritiker), Judith Schwartbart (Ph.D v. RUC), Ellen & Henrik Vestergaard Friis.

kl. 20.00: Dorit Chrysler & Katherine Liberovskaya, Tiny Thrills – Sound and Images from Ether

Bemærk: kl.14.00-20.00: Samtalekøkkenet – Take Out (løbende gennem dagen: dokumentation, samtale) (Eventrummet/LAB)

 

Søndag, 17. JUNI

Kl. 14.00: Molly Haslund, In the Beginning There Was Rhythm 

Kl. 14.30: Sophie Dupont, Balanced Walk

kl. 15.00-18.00: Lilith Performance Studioo præsenterer
Einat Amir, Enough About You
Morgan Schagerberg, Konserburksdjunglen
Elin Lundgren & Petter Pettersson, HeadHouse

kl. 18.00: FOS, Small Danish Man (på Scenen i Laboratoriet)

kl. 19.00: Lilibeth Cuenca Rasmussen & Lydenskab, Den instrumentelle mand

Bemærk: Kl. 14.00-19.00: Samtalekøkkenet – Take Out: dokumentation, samtale (Laboratoriet)

ACTS - Festival for Performativ Kunst

Kunsten går live! En weekend i lyd- og performancekunstens tegn: 16.-17. juni 2012

Oplev de nyeste tendenser inden for performancekunsten, når Museet for Samtidskunst for andet år i træk slår dørene op for ACTS – Festival for Performativ Kunst. I år på Musicon i Roskilde!

Program, køb billet mm. på www.samtidskunst.dk/acts

Fernisering på Museet for Samtidskunst fredag d. 27. april kl. 17 – 19.30

Lyden af planter der spiser Vivaldis Fire årstider, et sort træ af kabler der taler i tunger, lyden af et øhavs fugle under parringssæsonen og en oppustelig skulptur der sukker og stønner, er noget af det Museet for Samtidskunst præsenterer, når dørene i slutningen af april slås op for afgangseleverne fra ‘Nordic Sound Art’ – den fælles lydlinje for nordiske og baltiske kunstakademier. Med bidrag fra akademierne i Malmö, Helsinki, København, Bergen og Trondheim er udstillingen SOUNDINGS 2 en unik mulighed for at opleve eksperimenterende lydkunst anno 2012.

Kom til fernisering fredag d. 27. april kl. 17 – 19.30, hvor kunstnerne Martinka Bobrikova & Oscar de Carmen laver en performance i forlængelse af et af udstillingens værker.

Besøg udstillingen i perioden 28. april – 3. juni 2012

Se mere på www.samtidskunst.dk

 

FORFATTERDAG på Museet for Samtidskunst – Unge forfattertalenter og kendte forfattere skriver nyt indhold til aktuel ord-udstilling


Armando Andrade Tudela © Laura Gianetti

Tid: 10. marts kl. 13-16
Sted: Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3A, DK-4000 Roskilde, (1. sal)
Pris: Gratis, når entre til udstillingen er betalt: Voksne: 40 kr. Pensionister og medlemsrabatter: 20 kr. Børn & unge under 18 samt studerende: Gratis

Lørdag d. 10. marts inviterer Museet for Samtidskunst til et særarrangement, som fører dig ind i ordkunstens verden. Værker fra den aktuelle udstilling Never odd or even – ord og tekst skaber rum får helt nyt liv, når tre kendte forfattere og udvalgte talenter fra Forfatterskolen går i kødet på et udvalg af værkerne. De tre forfattere Jens Blendstrup, Cia Rinne og Nikolaj Zeuthen optræder med Never odd or even performance, som er en del af den mexicanske kunstner Mariana Castillo Deball’s bogprojekt, der består af 30 bogforsider til uskrevne bøger. Et udvalg af de tomme bogforsider får nu indhold: Cia Rinne opfører The Letter E is Everywhere akkompagneret af lyd af Sebastian Eskildsen. Nikolaj Zeuthen reflekterer over Tingenes essens i et helt nyt digt, mens Jens Blendstrup tager os med på tur i Denne bog er et sort hul. Den indeholder en grandtante og en onkel, og en vej og en strand. Mariana Castillo Deball er selv til stede ved arrangmentet og introducerer Never odd or even performance.

PROGRAM:

Forfatterskolen optræder med udgangspunkt i udstillingens værker:
Kl. 13.10: Martin Bastkjær Christensen, Museum
Kl. 13.20:Hannah Lutz, Ursula Scavenius og Josefine Graakjær Nielsen, UVB-76
Kl. 13.50: Molly Balsby Nielsen, Quirijin
Kl. 14: Ida Holmegaard, Where’s the rest of me

Never odd or even performance med introduktion af Mariana Castillo Deball
kl. 15.00: Cia Rinne med lyd af Sebastian Eskildsen, The Letter E is Everywhere
kl. 15.20: Nikolaj Zeuthen, Tingenes essens
kl. 15.40: Jens Blendstrup, Denne bog er et sort hul. Den indeholder en grandtante og en onkel, og en vej og en strand

Om udstillingen Never odd or even – ord og tekst skaber rum:
13. januar til 8. april 2012 viser Museet for Samtidskunst udstillingen Never odd or even – ord og tekst skaber rum, som handler om at udtrykke sig i ord. Udstillingen præsenterer ord- og tekstbaserede værker i form af tekstbilleder, vægtekster, ord-skulpturer, “skriv-med”, animationsfilm og mind maps. Værkerne fokuserer på det skrevne ords evne til at aktivere en indre forestillingsverden og indgår i et arkitektonisk samspil med udstillingsrummene.
Titlen, som på dansk betyder “aldrig ulige eller lige”, antyder en tvivlssituation, men er også et ordspil – et palindrom, som læses ens forfra og bagfra. Ordlegen og publikums evne til mentalt – og flere steder helt konkret – at udfylde og færdiggøre værkernes indhold er på spil.

Never odd or even performance er støttet af Statens Kunstråd – Forfattercentrum

www.samtidskunst.dk

Simple Interactions. Lydkunst fra Japan.

Vel mødt til åbningen af Simple Interactions : Fredag d. 23. september 2011 kl. 17-19.30 på Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3A, 4000 Roskilde

Lydkunst er som kunstart i opblomstring i Danmark, og indflydelsen fra den japanske lydkunstscene er markant. I det hele taget er lyd et globalt indsatsområde, hvor Japan har markeret sig kraftigt både inden for kunst, design og industri.  Derfor har Museet for Samtidskunst inviteret en række Japanske lydkunstnere til landet for at bidrage til udstillingen Simple Interactions. Lydkunst fra Japan, der bliver den hidtil største samlede præsentation i Danmark af lydkunst fra Japan.

Udstillingen Simple Interactions. Lydkunst fra Japan præsenterer værker af 9 japanske kunstnere. Udstillingen blander installationer, performances og dokumentationer, der alle undersøger hvordan simple interaktioner kan skabe komplekse systemer og mønstre.

Værker og performances af følgende kunstnere:
 
Yuji DOGANE – Yukio FUJIMOTO – Atsuhiro ITO – Soichiro MIHARA – Atsushi NISHIJIMA – Jio SHIMIZU – Toshiya TSUNODA – Tetsuya UMEDA – Miki YUI

Baggrund

Det forløbne tiår har budt på en opblomstring af lydkunst som en kunstnerisk disciplin, der er i færd med at etablere egne traditioner inden for samtidskunstens rammer. Japanske kunstnere som Ryoji Ikeda, Yukio Fujimoto, Akio Suzuki, Omoto Yoshihide, Merzbow og Ryuichi Sakamoto har haft væsentlig betydning for udviklingen af denne kunstneriske disciplin. Men hvor er den japanske lydkunst i dag? Formålet med denne udstilling er at præsentere et dansk publikum for et opdateret billede af den levende japanske lydkunstscene.

Lydkunstdisciplinen fik stærk international eksponering med udstillinger som Sound Art – Sound as Media på NTT ICC i Tokyo 2000, Sonic Boom – The Art of Sound på Hayward Gallery i London 2000 og Sounding Spaces – 9 Sound Installations på NTT ICC i Tokyo 2003. Også på Museet for Samtidskunst har der gennem årerne været særlig fokus på lydkunst, bl.a. på udstillingsserien Lydbilleder 1991-2004, hvor to af de japanske pionerer på feltet, Akio Suzuki og Yuko Ono har været repræsenteret. Men der har ikke tidligere været vist gruppeudstilinger med Japanske lydkunstnere i Danmark.
Katalog

I forbindelse med udstillingen udgiver museet et omfattende katalog rettet mod et internationalt publikum. Ud over at dokumentere udstillingen indeholder kataloget en række artikler, som indkredser den japanske lydkunstscene fra såvel japanske, danske og internationale perspektiver.

Praktiske oplysninger:

Udstillingsperiode: 24. september 2011 – 18. december 2011

Sted: Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3A, 4000 Roskilde
Åbningstider: Tir.-fre. kl. 11-17, lør.-søn. kl. 12-16 (gratis adgang til åbningen 23. september 2011)
Pris: Voksne: 40 kr. Seniorer: 20 kr. Børn & unge under 18 samt studerende: Gratis
Offentlige omvisninger: Hver søndag kl. 14. Gratis, når entré er betalt

Vi mangler stadig deltagere til performance på ACTS – Festival for Performativ Kunst, Museet for Samtidskunst


28. maj kl. 11-22 + 29. maj 2011, kl. 12-17,
www.samtidskunst.dk/acts

Som et helt nyt tiltag afholder Museet for Samtidskunst en ny årlig begivenhed i form af lyd- og performancefestivalen ACTS- Festival for Performativ Kunst. Med festivalen ønsker Museet for Samtidskunst at etablere en festival for den nyere kunst, som sprænger museets udstillingsrammer og inddrager det offentlige rum som scene.


Deltag i
Elisabet Apelmo & Marit Lindbergs performance Blod, Sved og Kløe

Tid: Lørdag d. 28. maj mellem kl. 14.00-15.00
Sted: Hestetorvet v. Dom Apotek

Prøve: onsdag d. 18. maj kl. 17-19. Mødested: Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3D, Roskilde
Generalprøve: lørdag d. 28. maj kl. 13-13.30. Mødested: Dom Apoteket, Hestetorvet

Elisabet Apelmo & Marit Lindberg opfører på ACTS performancen Blod, Sved og Kløe ved Dom Apotek på Hestetorvet i Roskilde. Til denne søger vi 30-40 frivillige, som har lyst til at være med i denne performance som talekor. Performancen varer ca. 15 minutter, hvor de frivillige enkeltvis og i samlet flok gentager ord og sætninger, som en skuespiller fremsiger. Apelmo og Lindberg vil på forhånd instruere de frivillige, som også vil øve i fællesskab med skuespilleren.
Museet for Samtidskunst dækker alle frivilliges transportomkostninger til og fra festivalen (Roskilde og Kbh’s området).

Skulle dette have vagt din interesse, så send os fluks en mail på: frivilligmsfk@nullgmail.com.
Spørgsmål i forhold til arbejdsopgaver rettes til frivillig-koordinator Mette Woller, tlf. +45 3064 0449.

Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3D, Dk-4000 Roskilde. www.samtidskunst.dk

Kunsten indtager Roskilde! ACTS – Festival for Performativ Kunst

Lyd- og performancefestivalen ACTS – Festival for Performativ Kunst er Museet for Samtidskunst nyeste tiltag: En årligt tilbagevendende begivenhed, som i år foregår i weekenden d. 28. – 29. maj. Festivalen spreder sig over museets arealer – både indendørs og udendørs – og på udvalgte steder i Roskilde by. Museets udstillingsrammer sprænges, kunsten rykker ud og det offentlige rum inddrages som scene. ACTS byder på koncerter, performances, lydvandring og workshop for hele familien.

Med ACTS – Festival for Performativ Kunst præsenterer Museet for Samtidskunst flygtige kunstformer, som umuligt kan vises på traditionel vis i en udstilling: En type kunst, som er tidsafgrænset, foregår ”nu og her”, og som på humoristisk, kritisk eller sanselig vis forholder sig til den verden, vi lever i. Værkerne vil pirre publikums nysgerrighed, tale til både syns-, høre- og smagssansen og rokke ved fasttømrede forestillinger om livet og kunsten. Med festivalens fokus på den performative kunst sætter vi nærværet, interaktionen, det sanselige og ”nuet” i centrum i en ny festival, der både inddrager og udfordrer sit publikum.

Medvirkende kunstnere: Elisabet Apelmo & Marit Lindberg (S), Jörn J. Burmester (D), Christian Falsnaes (DK), Lesley Flanigan (US), Ellen Friis (DK), Mogens Jacobsen (DK), Henrik Plenge Jakobsen (DK), Jane Jin Kaisen (DK), Essi Kausalainen (FI), Tine Louise Kortermand (DK) & Nina Björk Eliasson (IS), Astrid Lomholt (DK), Jette Hye Jin Mortensen (DK), Søs Gunver Ryberg (DK), Jana Winderen (N), Tori Wrånes (N), Überlyd (DK) og Jesper Aabille (DK)

Læs mere om festivalen og kunstnerne på www.samtidskunst.dk/acts

Kuratering:
Festivalen kurateres af projektleder v. Museet for Samtidskunst, Mette Truberg Jensen og direktør, Sanne Kofod Olsen, i samarbejde med leder af SNYK – Ny Musik, Thorbjørn Tønder Hansen.

Festivalen er støttet af:
Statens Kunstråd, Statens Kunstfond, Roskilde Kommunes Kulturpulje, Oticon Fonden, Ernst B. Sunds Fond, OCA – Office for Contemporary Art Norway, Arts Council of Finland, Kulturfonden for Danmark og Finland og SAIR – Sølyst Artist in Residence Center.


Tak til
:
Slots- og Ejendomsstyrelsen, Roskilde Bibliotekerne, Pusvikar og Visit Roskilde

Museet for Samtidskunst – Udstillingsprogram 2011

Hvad er Samtidskunst? 12.03.11 – 05.06.11
Udover at være et godt spørgsmål, er det samtidig titlen på vores forårsudstilling, hvor museet viser værker og arkivmateriale fra sin kunstsamling.
Spørgsmålet søges besvaret gennem en række værkeksempler, som museet siden sin etablering i 1991 har indsamlet. Udstillingen præsenterer lydinstallationer, lydskulpturer, performancedokumentation, konceptværker, videokunst og meget andet. Som en aktiv del af udstillingen, vil der blive arbejdet med formidlingen af værkerne.

Inuit Live 31.03.11 – 01.05.11
Inuit betyder menneske på grønlandsk. Inuit Live præsenterer den nyeste kunst fra Grønland gennem performances, kunstvideoer og kunstnersamtaler på udvalgte dage i april. Inuit Live! er Museet for Samtidskunsts bidrag til Roskilde Kommunes kulturfestival Inuit Nu! (www.roskilde.dk/inuitnu). Inuit Live! er kurateret af kunstner og kurator Iben Mondrup.

ACTS 28.05.11 – 29.05.11
Som et nyt tiltag afholder museet ACTS: Festival for Performativ Kunst, som er en tilbagevendende international festival for samtidskunst. Museet har sit fokusområde i den flygtige og handlingsprægede kunst og festivalen skaber rammerne for performancekunst, lydkunst/eksperimentalkoncerter og social kunst netop i det øjeblik, den finder sted.
ACTS byder således på live performances, eksperimentalkoncerter og lydvandringer i Roskilde – i og omkring museet i weekenden den 28. og 29. maj. Til familier og børn tilbydes et særligt program med kunstnergruppen Überlyd.

Trauma 19.06.11 – 11.09.11
I sommeren viser museet udstillingen Trauma 1-11, som er en totalinstallation, der præsenterer 10 års historie omkring kunstprojektet Det fri Universitet. Det fri Universitet eksisterede som privat initiativ i en lejlighed på Nørrebro i København drevet af kunstnerne Jakob Jakobsen og Henriette Heise, foruden den engelske kunstner Emma Hedditch, m.fl. Mange kunstnere fra ind- og udland bidrog til Det fri Universitet fra 2001-2007. Trauma 1-11 viser således eksempler på aktiviteter og udstillinger i forbindelse med Det fri Universitet.

Simple Interactions. Lydkunst fra Japan 24.09.11 -18.12.11
I efteråret 2011 viser museet en større præsentation af japansk lydkunst. Udstillingen fokuserer på lydkunst, som er en kunstform, som længe har været dyrket i Japan. Lydkunst, som en flygtig og næsten immateriel udtryksform har haft en fremtrædende betydning i japansk kunst, og japanske kunstnere har været pionerer på dette område. Museet for Samtidskunst ser frem til at åbne Simple Interactions med kunstnere, der har sans for det enkle og effektfulde.

Reframing Reality: Glimpses into the Lowave video archive og Arkivet: Kirsten Justesen FAMA 20.11.10 – 27.02.11
Hvis man er hurtig kan man inden udgangen af februar nå at se udstillingerne Reframing Reality: Glimpses into the Lowave Video Archive og Arkivet: FAMA – instant saints af Kirsten Justesen. Reframing Reality er et globalt videoprogram fra det parisiske Lowave videoarkiv. Arkivet er Museet for Samtidskunsts udstillingsplatform for arkiv- og dokumentationsmateriale. Kirsten Justesens performanceinstallation FAMA – Instant Saints fandt sted i Kunsthallen Nikolaj i 1997. Gennem dokumentation og værkgenstande genskaber Museet for Samtidskunst udstillingens fortælling, der tager udgangspunkt i rygtet om, hvordan en lille fjer kan blive til 10 høns og den hellige Katarina af Alexandria.

Formidling til skoler, familier og børn. I forbindelse med alle udstillinger tilbyder museet undervisningsforløb til børnehaver, folkeskoler, ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser. I ferier tilbyder museet aktiviteter for familier og børn i museets værksted.

Besøg Museet for Samtidskunst og få en ny og anderledes kunstoplevelse!

Vel mødt!