Plastic Change – NU! v. Henrik Beha Pedersen

Hvordan kan vi passe på verdenshavene, så kommende generationer også kan få glæde af dem?  Henrik Beha Pedersen gæster M/S Museet for Søfart torsdag den 23. januar kl. 17 og fortæller om miljøorganisationen Plastic Change’s arbejde med at bekæmpe plastikforurening i verdenshavene.

Plastic Change har formået at gøre folk klogere på den effekt plastik har på livet i havene, samt de fødevarer der i sidste ende ender på vores bord – samtidig med at de præsenteres for en vifte af løsningsmodeller vi, som både kollektiv og individer kan bidrage til.

Navnet Henrik Beha Pedersen klinger måske velkendt i nogles ører, og det er måske ej heller helt tilfældigt at stifteren af Plastic Change har valgt at dedikere sig til netop bevaringen af verdenshavene. Som nevø til søfarerlegenden Troels Kløvedal, giver det i hvert fald god mening at lige præcis Henrik er blevet bannerfører for at fremtidige generationer også kan opleve den frihed, renhed og vigtighed som havene repræsenterer.

  • Torsdag d. 23. januar kl. 17
  • Pris pr. person: 70 kr.
  • Gratis adgang hvis du er medlem af M/S Klub+
  • Tilmelding via www.mfs.dk/detsker
  • Hvor: M/S Museet for Søfart, Ny Kronborgvej 1, 3000 Helsingør

Kløvedal & jazzen

Oplev DR radiovært Cæcilie Iburg Printzlau fra P8 Jazz-programmet ’Cæcilies Corner’ gennemtrævle de kunstnere og plader, som stod Troels Kløvedals jazzhjerte allernærmest.

Gennem hele sit liv havde Troels Kløvedal et bankende jazzhjerte, som blev kickstartet i de unge Helsingør-år. Det var i denne periode han fik ørerne op for kunstnere som Miles Davis, Count Basie og John Coltrane, der fulgte ham lige siden han sled deres grammofonplader op i sin skurvognsresidens i Skotterup. Til at føre os igennem Troels musikalske rejse har vi Cæcilie Iburg Printzlau, hvis passionerede fortællerstemme og musikalske indblik, jazzelskere landet over vil genkende fra DR radioprogrammet ’Cæcilies Corner’ på P8 Jazz.

Inden foredraget er der mulighed for at nyde levende jazz, når musikerne Jakob Dinesen og Anders Ammitzbøll gæster museets café fra kl. 11.

Hvornår: Søndag d. 17. november kl. 13

Hvor: M/S Museet for Søfart, Ny Kronborgve 1, 3000 Helsingør

Gratis adgang når entréen til museet er betalt

Tilmelding via www.mfs.dk/detsker

Litteraturforedrag m. Katherine Diez & Ib Michael

Tolstoj og to kolde fra kassen – Kløvedals bogreol

Oplev litteraturanmelder Katherine Diez og forfatter samt mangeårig ven af Kløvedal, Ib Michael, i en samtale om Troels Kløvedals foretrukne litteraturklassikere på M/S Museet for Søfart.

Ib Michaels kærlighed til bøgerne og forfatterne er stor – han delte den kærlighed med Troels Kløvedal. “At forsvinde i bøgerne havde at gøre med vores trang til at opdage verden – vi tog på eventyr uden at rejse”, fortæller Ib Michael.

Litteraturanmelder Katherine Diez har med sine kun 30 år læst flere bøger end de fleste af os kommer til gennem et helt liv.

Sammen vil dele ud af deres opdagelser, og med sig har de tykke mursten af diverse klassikere, Blixens Vinter-Eventyr, Jensens Kongens Fald, Melvilles Moby Dick, Sandemoses En flygtning krydser sit spor for at nævne nogle. Med bøgerne på bordet vil de to store personligheder dele ud af deres ligeså store oplevelser fra litteraturens verden.

Talk about a BIG dock!

I forlængelse af udstillingen ’BIG dock’ om den arkitektoniske tilblivelse af M/S Museet for Søfart, gæster nogle af dansk arkitekturs dygtigste og mest karismatiske skikkelser, museet onsdag d. 4. september.

Oplev arkitekt og tv-vært Ane Cortzen, DAC-direktør Kent Martinussen, samt David Zahle, der sammen med Bjarke Ingels har tegnet M/S Museet for Søfart, i en samtale om hvordan en nedlagt dok blev til ét af Danmarks mest spektakulære museer.

  • Hvornår: Onsdag d. 4. september kl. 17. 
  • Hvor: M/S Museet for Søfart, Ny Kronborgvej 1, 3000 Helsingør
  • Gratis når entréen til museet er betalt
  • Gratis for medlemmer af M/S Klub+
  • Tilmeld dig her
  • OBS! Bemærk at man ikke modtager mailkvittering ved tilmelding. Bekræftelsessiden er et vidnesbyrd om, at man er tilmeldt det ønskede arrangement

Foto: Per Morten Abrahamsen

Færøsk fiskeri og sejlads gennem 150 år

I anledning af 100-året for den første offentlige fremvisning af det færøske flag kommer 7 historiske skibe til Kulturhavnen i Helsingør. 

I forbindelse med de færøske skibes besøg, vil Jóan Pauli Joensen fortælle om kystfiskeri med robåde og om havfiskeri med de sejlskibe, som man fra slutningen af 1800-tallet købte fra England og Skotland, og som helt frem til 2. verdenskrig var grundstammen i den færøske fiskeflåde. Disse skibe gjorde mange færinger til fuldbefarne søfolk, der forenede sømandstraditioner fra de store have med håndlinefiskeri og en særlig mystisk og ikke særlig solidarisk aflønningsform, hvor søfolkene blev aflønnet i forhold til, hvor mange fisk, de hver for sig drog op af havet.

Under 2. verdenskrig fik fiskeskipperne pålagt at føre det færøske flag udenfor færøsk søterritorium, derfor kom færøske fiskeskibe til at spille en stor rolle i det færøske flags historie.

Foredraget krydres med illustrationer og ældre filmoptagelser af fiskeskibene i aktion – det finder sted i museets auditorium.

Jóan Pauli Joensen (f. 1945) er professor emeritus fra Færøernes Universitet og har skrevet flere boger om færøsk folkekultur, blandt andet bogen Færøske sluppfiskerie, som udkom i 1975.

  • Foredraget er gratis, når entreen til museet er betalt
  • Tilmelding via tilmelding@nullmfs.dk
  • Hvornår: 29. maj, kl:15:00

Færingerne kommer! – Historiske færøske skibe i Kulturhavnen

I anledning af 100-året for den første offentlige fremvisning af det færøske flag kommer 7 historiske skibe til Kulturhavnen i Helsingør. Kom om bord på de unikke skibe og fortsæt bagefter ned på museet, der i dagens anledning fejrer kulinariske og musikalske traditioner fra Færøerne.

Hvornår: Onsdag d. 29. maj – torsdag d. 30. maj

Se hele programmet her og følg med på Facebook

Pirateritruslen og den globale skibstrafik – Foredrag v/ Adrienne Mannov

Antropolog og Postdoc. ved Aalborg Universitet, Adrienne Mannov, har forsket i den stigende pirattrussel, og dens konsekvenser for den internationale skibstrafik – både såvel økonomisk for skibsejerne som praktisk i hverdagen på skibene.

  • Hvornår: Torsdag d. 6. juni kl. 15-17
  • Foredraget er gratis, når entreen til museet er betalt
  • Tilmelding via tilmelding@nullmfs.dk

Foto: Josef Brock

BIG DOCK – ny udstilling om stjernearkitektur fra vild idé til virkelighed

BIG dock er M/S Museet for Søfarts nye permanente udstilling, der giver besøgende mulighed for at komme helt tæt på stjernearkitekten Bjarke Ingels’ overvejelser, visioner og kreative proces omkring skabelsen af den allerede i dag ikoniske underjordiske museumsbygning, som Danmarks søfartsmuseum har til huse i.

Udstillingen ‘BIG dock’ åbner den 15. maj.

I udstillingen fortælles historien af Bjarke Ingels selv – gennem film, udsagn, modeller og et af hans foretrukne medier: tegneserien. Her løfter han bl.a. sløret for, hvorfor han bevidst valgte at bryde konkurrencereglerne for at vende dokken på vrangen – og hvilken magi, der opstår, når et historisk industrimonument – tørdokken – får nyt liv gennem moderne banebrydende arkitektur.

Valget af området tæt på Kronborg, værftet og havet som placering for det nye museum viste sig at byde på gigantiske byggetekniske udfordringer, som selv ikke BIG havde kunnet forudse. I udstillingen BIG dock gives der et enestående indblik i et af Danmarkshistoriens hidtil mest komplicerede byggeprojekter og de unikke ingeniørmæssige løsninger, der gjorde det muligt at realisere BIGs visioner.

Udstillingen er støttet af D/S Orient’s Fond

Norden Orients Fond

Live Below Deck – Musik & Mad i Dokken

Kom og nyd en aften i gode venners lag, når vi i M/S Cafe byder indenfor til vækstlagskoncerter under titlen Live Below Deck med det bedste fra Helsingørs spirende musikmiljø. Der vil være servering af Dagens Ret under koncerten, og øllerne er køligere end Axel Roses holdning til at gå på scenen til tiden.

Denne aften præsenterer vi duoen Melon Monday, som bevæger sig indenfor en sødmefuld og melankolsk forgrening af den akustiske folkmusik.

  • Onsdag den 15. maj kl. 17
  • Gratis adgang til M/S Cafe via doktrappen
  • Dagens Ret til 99 kr. reserveres via cafe@nullmfs.dk

Vil du være publikum til ’Kurs mod nord – ekstra’?

Vær med når M/S Museet for Søfart byder indenfor til tv-optagelser d. 8. og 9. april med Mikkel Beha Erichsen og familien til det nye TV2 FRI program ’Kurs mod nord – ekstra’.

Efter mange års kurs mod fjerne eksotiske kyster har Mikkel Beha Erichsen og hans familie nu valgt at sætte kurs mod nord. En udfordrende og fantastisk rejse fra Danmark og op til øgruppen Svalbard – helt oppe ved polarisen, hvor der bor flere isbjørne end mennesker.

Kom og oplev tv-vært og skipper Mikkel Beha Erichsen og familie fortælle om deres nye rejseeventyr d. 8. og 9. april, og kom som publikum helt tæt på Mikkel, Marian, Emil, Theis og Alfreds største oplevelser og udfordringer, og se nye filmklip fra rejsen, når M/S Museet for Søfart danner rammen om tv-optagelserne til en stribe talkshows – ’Kurs mod nord – ekstra.’

En programoptagelse varer ca. 3 timer med indlagt pause – der er mulighed for at forlade optagelserne halvvejs.

  • Pris pr. person 199 kr. (børn under 18 år, halv pris), betales ved indgangen. (Entréen til museet er inkluderet i prisen).
  • Tilmeld dig med fuldt navn via tilmelding@nullmfs.dk og skriv i mailen om du tilmelder dig til 8. april (på plads i museets auditorium senest kl. 11:35) eller d. 9. april (på plads i museets auditorium senest 10:50)
  • OBS! Overholdes ankomsttid ikke, kan der formenes adgang til optagelserne
  • Læs mere her

NB! Publikum bliver filmet. Ved køb af billet til showet giver man samtykke til at TV2 må benytte optagelser i programmet.

Du kan følge hele eventyret i programmerne ‘Kurs mod nord’ på TV 2 og ‘ Kurs mod nord – ekstra’ på TV 2 FRI – og når du vil på TV 2 PLAY. Der er premiere senere på foråret.