ET DRØMMEHUS – En gyserforestilling om en mand på besøg hos sig selv

Teater MAKværk byder med forestillingen ET DRØMMEHUS publikum velkommen til en teateroplevelse ud over det sædvanlige. Forestillingen spiller den 11. – 19. november i en nedslidt villa på Krausesvej 3 på Østerbro i København.

En forladt herskabsvilla forvandles til et drømmehus hvor uhyggen siver ud af væggene og gennembløder de fornemme stuer med en utryg stemning.

På besøg hos sig selv

Harald er i drømmehuset. Her møder han Sprechstallmeisteren. Drømmehuset er Haralds hjem, han har bare aldrig været der – før nu.

Sprechstallmeisteren åbner dørene i drømmehuset, og alt det Harald kender til vendes på hovedet. Undertrykte minder forstyrrer både ham og den kærlighed, han føler for sin udkårne.

Men hvad er det for undertrykte minder og hemmeligheder Harald bærer på? Og hvem er Harald egentlig?

ET DRØMMEHUS udspiller sig i et forvrænget grænseland mellem et hus, en mand og en drøm.

Det er en fragmentarisk forestilling om kærlighed, identitet og besættelse. Vi undersøger bl.a. hvad der sker med kærligheden når vi ikke kender os selv og hinanden.

I ET DRØMMEHUS er der intet der er, som det giver sig ud for at være, og det er netop i det ukendte og uforudsigelige at frygten opstår. I det ukendte bliver vi bange for hinanden – måske allermest for os selv.” Siger instruktør Kathrine Lund og de to skuespillere Malou Louise Lindblom og Astrid Holm.

Gys på de skrå brædder

Det er sjældent at gysergenren stiger ned fra det hvide lærred til de skrå brædder

Vi har valgt gysergenren for i den må al logik og fornuft nødvendigvis vige for det vi ikke kan forklare, men alligevel mærke som frygt og rædsel.

Vi vil gerne trænge ind til publikum ad bagdøren. Vi ønsker at de skal føle den snigende uhygge, ikke nødvendigvis forstå den.

På film ser vi en gammel, forladt herskabsvilla. – i teatret er vi i den. Vi sanser den, vi lugter forfaldet, vi kan se og mærke revnerne i væggene.

Lærredet der i filmen beskytter os mod det uhyggelige er fjernet, i forestillingen er publikum tvunget til konfrontationen med uhyggen og med sig selv.”

Forestillingen spiller fra den 11. -19. november 2011 i villaen på Krausesvej 3, 2100 København.

Billetter kan bestilles på www.billetto.dk/etdrommehus eller på 6140 8138 (kl. 17-20).

Medvirkende: Malou Louise Lindblom, Astrid Hansen Holm, Adam Ild Rohweder og Malte Frid-Nielsen

Instruktion: Kathrine Lund

Musik: Katrine Møllebæk og Siri Iversen

Scenografi: Katrine Würtz Hansen og Ina Hjorth Jacobsen

Om MAKværk

Teatergruppen MAKværk består af Malou Louise Lindblom, Astrid Hansen Holm og Kathrine Lund. De mødte hinanden i 2005 på dramaturgistudiet i Aarhus, og har siden arbejdet sammen om forskellige projekter på kryds og tværs.

MAKværk leverer eksperimenterende teater, der gør op med teatrets konventionelle former og udtryk, men holder samtidig sit fokus på det vedkommende teater og den gode fortælling. Med andre ord, der skal være ‘mening med galskaben’

Læs mere på: www.teatermakvaerk.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fyraftensdebat med Mungo Park

I forbindelse med Mungo Parks seneste udspil, forestillingen ET ANDET STED, inviterer Mungo Park til FyraftensDebat den 18. feb. kl. 17-18 på Jernbanecaféen (over for Hovedbanegården). 

Overskriften for debatten er ’Familien Danmark’.

DRs Lene Johansen (TVA, Deadline 17 mm.) er ordstyrer for et panel af pænt skarpe tunger: 

Historiker UFFE ØSTERGAARD
Brandingekspert LINDA JAKOBSEN
Folketingsmedlem ÖZLEM CEKIC (SF)
Sociolog MUSTAFA HUSSAIN
Filminstruktør PARMINDER SINGH

Og flere kan komme til.

Du kan nyde en fyraftensøl og lytte med eller bidrage i debatten, når vi undersøger, hvad der egentlig sker med vores lille land i disse tider. 

Vi gør det ved at tegne et portræt af “Familien Danmark” med en national og en social vinkel. Hvad forstår vi ved udtrykket “familien Danmark.” Hvem er medlem af familien? Hvad tror den på?

Og hvordan har familien det i grunden som social institution i dag? Hvilken rolle spiller familien for “Familien Danmark” i forhold til tidligere tider?  

Debatten vil være aldeles uformel og publikum vil kunne byde ind med spørgsmål og bidrage med svarene. 

Der er gratis adgang til arrangementet, men plads skal bestilles på: presse@nullmungopark.dk eller 48131300. Vi fordeler pladserne, der er begrænsede, til dem, der er først på aftrækkeren.

Jernbanecaféen et af Københavns ældste værtshuse. Det ligger på Reventlowsgade 16 ved Hovedbanegården – modsat Tivoli.

LÆS MERE OM DEBATTØRERNE
———————————————
Uffe Østergaard:
Idéhistoriker og debattør. Østergård beskæftiger sig med identitetshistorie, navnlig national identitet, som han har udfoldet i de afgørende mammutværker ’Europas ansigter’ og ’Europa. Identitet og identitetspolitik.

Linda Jakobsen: globaliseringschef i Dansk Erhverv. Ekspert i markedsføring af Danmark til udlandet. Hvordan præsenterer vi Danmark for dem, vi gerne vil have hertil: turisterne. Linda Jakobsen kan desuden dele sin viden om de udfordringer, der opstår på bl.a. arbejdspladser med forskellige nationaliteter, og fortælle om sine egne erfaringer som dansker i udlandet. 

Özlem Cekic: Medlem af Folketinget for SF. Forfatter til selvbiografien FRA FØTEX TIL FOLKETINGET. Kom til Danmark fra Tyrkiet som barn. Aktiv foredragsholder om bl.a. integration, etnisk ligestilling og mangfoldigt sundhedsvæsen samt om udsatte grupper og deres vilkår i Danmark. Bidragyder til bøgerne MIN BEDSTEMORS HISTORIE, 2007 (redigeret af Liv Thomsen),  og KLEMT MELLEM TO GENERATIONER, 2008 (redigeret af Dorthe La Cour).

Mustafa Hussain: Sociolog. Har stået bag undersøgelse af integration på Nørrerbo som det danske bidrag til den store internationale undersøgelse »Hjemme i Europa«. Forsker i mediernes konstruktion af etnicitet og forfatter til bogen MEDIERNE, MINORITETERNE OG MAJORITETEN. Hussain gjorde sig bemærket i burka-debatten, der rasede i Danmark i det forgangne år, hvor han som en af de eneste argumenterede for lighed mellem kønnene og ikke om lighed mellem religionerne.

Parminder Singh: Uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole. Idémand til forestillingen ET ANDET STED. Parminder Singhs forældre flyttede til Danmark fra Indien i 1970 for at finde arbejde. Med ET ANDET STED ønsker han at fortælle sine forældres og de danske immigranters historie.