THE PACKAGE søger kurator el. kuratorgruppe til overtagelse af udstillingssted i perioden 1.4.2019 – 1.10.2019

THE PACKAGE søger en eller flere praktikanter der studerer Kunsthistorie, Visuel Kultur, Moderne Kultur og Kulturformidling el. andet man selv finder relevant i perioden: 1.4. 2019 – 1.10 2019.

THE PACKAGE er et lille udstillingssted, der repræsenterer et upoleret kunstmiljø i København. En udstilling forløber over en måneds tid og undervejs i perioden afholdes der gerne små elektroniske koncerter og andre typer af arrangementer alt efter opfindeevne. Grundet en barselsorlov kalder vi nu på en kurator eller en kuratorgruppe, til at producere udstillinger og lave arrangementer af national el. international karakter der rykker. Vi søger derfor en enkeltperson eller et team til at drive stedet og dermed stå for:

  • Kuratering af udstillinger.
  • PR arbejde, opdatering af de sociale medier, produktion af pressemeddelelser etc.
  • Planlægning og afvikling af udstillingsåbninger samt diverse arrangementer.
  • Fondssøgning til produktion af publikationer el. Andet der kunne være interessant.

Der er masser af muligheder for personlig udfoldelse af idéer, da man grundlæggende skal have lyst til at udtænke spændende koncepter og arrangere udstillinger, og ikke kun på papiret, idet man får det fulde ansvar for gennemførelse af de projekter man selv søsætter. Det er, omend cheesy said, kun én selv der sætter grænser for hvad der kan og skal gennemføres. Er man derfor interesseret i at få frie tøjler til at gøre med et udstillingssted hvad man vil, er dette et oplagt valg. Det eneste jeg kræver af udstillingerne er, at de har en markant kunstnerisk integritet.

Praktikken er ulønnet og derfor er arbejdstiden op til dig selv at styre, jeg forventer en udstillingsplan der holder, men hvordan du arbejder og på hvilke tidspunkter, skal jeg ikke blande mig i. Åbningstiderne er på nuværende tidspunkt: lørdag fra 10.00 – 22.00.

Tøv endelig ikke med at kontakte mig hvis du/i er interesserede i at vide mere om stedet eller hvad praktikken indebærer og send gerne din ansøgning med det samme, da vi holder samtaler løbende i håb om at finde den rigtige hurtigst muligt. Ansøgning (max 1 side) og CV skal være os i hænde senest den 4. marts 2019.

E-mail: ibenlangholz.carstensen@nullgmail.com telefon: 53857071

THE PACKAGE
Peter Fabers Gade 28 kld.
2200 København N.

URO KICK

Fernisering i Galleri Alice: URO

Tid: 9. oktober 2015 kl. 17 – 22
Sted: Galleri Alice, Jægersborggade 21, kbh N, www.gallerialice.dk
Pris: Gratis

Der er gratis drikkevarer fra kl. 17, så længe lager haves og SU-venlig mad fra Cafe Suppe Under Træet

FACEBOOK

Under titlen URO inviteres du til et ejendommeligt møde mellem kunstnerne ::vtol:: (RU), Ea Borre (DK) og Goodiepal (DK)

Galleri Alices kældre fyldes for en stund af rastløse installationer i en undersøgelse af overvågningssamfundets kontrollerende logik. Det har for længe været et diktum, at hvis man ikke har noget at skjule, er overvågning ikke noget at frygte.
Værkerne udtrykker det uforløste og urolige igennem loops af konstant søgen. Ea Borres Papirorgler udfordrer deres skrøbelige konstruktion i kampen for at blive hørt, og vtols Attractor kalder i det uendelige i sit forsøg på at opnå et stadie af permanent lyd.
Goodiepal, der synes inkommensurabel med samfundsnormerne, er uforudsigeligheden i sig selv.

I deres bevægelse udvisker værkerne grænserne mellem skygge og det veloplyste, der ligesom det gode og onde, ikke kan ses som konstanter og inviterer derved til at åbne sindet for det ukontrollerede fremfor at lade overvågningens kontrol blokere for tankernes frie spil.