Kulturnat på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek 14.10 kl. 18-22

  • Oplev dit bibliotek på en ny måde
    – hvad finder man på et forskningsbibliotek
    – svar eller spørgsmål ?

    Aftenens tema er “stemmer” og under rundvisninger kan man høre oplæsning af verdenslitteratur på originalsprogene,  høre små lydmontager produceret af studerende på formidlingskurset Auditiv Metode på Institut for Kunst og Kulturvidenskab og se teater: en monolog baseret på Poe’s “tell-tale heart” med skuespiller Louise Pøhler og percussionist Kim Larsen. Se mere her

    På gensyn
    Kirsten Thomsen
    Fakultetsbiblioteket

Event om “Den gotiske roman” med Leonora Christina Skov d. 28/10

liT.house sætter dystert spotlys på det gotiske gys

I morgen – torsdag d. 28/10 – kl. 17-18 i Drejers Klub på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek.

Leonora Christina Skov – aktuel med romanen Silhuet af en Synder, der spiller med den gotiske genre – i samtale med Lene Østermark-Johansen, lektor i engelsk på KUA.

Musikalsk optakt ved Signe Mansdotter. 

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.

  

Følsomme rejser på fakultetsbiblioteket

På torsdag d. 23/9 er der liT.house-event på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek.  

I 1700-tallet udvides de geografiske horisonter, og rejseskildringen bliver en populær litterær udtryksform. Med de nye følsomme strømninger i slutningen af århundredet ændres fokus fra rejsens ydre komponenter til den rejsendes indre oplevelser. I samarbejde med Golden Days inviterer Det Humanistiske Fakultetsbibliotek til en event om “den følsomme rejseskildring”.

Samtale i Drejers Klub mellem Thomas Bredsdorff (professor ved institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, KU), Anne-Marie Mai ( forfatter og professor ved institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Univiversitet) og Lasse Horne Kjældgaard (lektor ved institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, KU) 

Som ramme om arrangementet vil der være klavermusik af C.E.F Weyse ved pianist Anders Ahnfelt-Rønne. Arrangementet er gratis og åbent for alle.

Golden Days på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek

GOLDEN DAYS PÅ DET HUMANISTISKE FAKULTETSBIBLIOTEK

I september slår liT.house dørene op igen – og byder indenfor til klubstemning, litteraturdebat og kulturoplevelser.   

Projekt liT.house blev skudt i gang i foråret og er tænkt som et tilbud for de studerende, der dagligt bruger biblioteket som læseplads – både som et pusterum fra studierne og som en mulighed for inspiration og fordybelse på tværs af fagene på humaniora.

liT.house begynder efteråret i samarbejde med Golden Days Festivalen, der sætter spotlys på 1700-tallet rundt om i København. I forbindelse med den historiske festival inviterer Det Humanistiske Fakultetsbibliotek til to events i vores helt egen version af Drejers Klub – en klub, der i 1700-tallets København var samlingssted for forfattere og forgangsmænd, og hvor der blev debatteret livligt om litteratur, musik og politik.

D. 15/9 kl. 16-17: Omkring Holberg

Holberg som historiker – en samtale med Sebastian Olden-Jørgensen og Karen Skovgaard-Petersen. Som optakt opføres en scene fra Holbergs “Niels Klims Underjordiske rejse”. 

D. 23/9 kl. 16-17: Den følsomme rejse

En samtale om den litterære genre “den følsomme rejse” med Thomas Bredsdorff, Lasse Horne Kjældgaard og Anne-Marie Mai.                                                                                                                       Optakt: Levende klavermusik af Weyse.

Arrangementerne er gratis, og alle er velkomne!

Du finder “Drejers Klub” på 1. etage lige bag ved specialerne. Her udstiller vi bl.a. også en del af den bogsamling, der var i klubbens bibliotek, samt en plancheudstilling om videnskabskvinden Maria Sibylla Merian, der i 1700-tallet drog til Sydamerika for at studere dyr og planter.

På gensyn på Det Humantiske Fakultetsbibliotek (den grå glasbygning mellem Ny KUA og byggepladsen/Gamle KUA)!

Kærlighedsbreve- interview med Lotte Thrane d. 4/5 kl 15

I morgen, d. 4/5 kl 15, afslutter vi vores udstilling om kærlighedsbreve med en udstilling af de originale breve. Bl.a. kan man se et brev fra Søren Kierkegaard til Regine, fra Emil Aarestrup til Caroline, fra Herman Bang til Fritz, fra Denys Finch-Hatton til Karen Blixen samt et brev fra Tove Ditlevsen.

Derudover vil der være et interview med dr.phil og forfatter Lotte Thrane, som har beskæftiget sig meget med den romantiske brevveksling.

Der vil blive budt på en lille kage og en kop kaffe.

Arrangementet starter kl 15 på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek.

Proust og Kierkegaard på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek 22/4

På torsdag, d. 22/4, er der igen event i liT.house-projektet på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek.

Pia Søltoft  (Lektor i etik og religionsvidenskab på Teologisk Fakultet ved KU, leder af Søren Kierkegaard Biblioteket ved Kierkegaard Forskningscenteret) og Neil Ashley Conrad (Mag.art i litteratur, medstifter af Det Danske Proust-selskab, ph.d-stipendiat ved Lunds Universitet) diskuterer med udgangspunkt i Kjerlighedens Gerninger Kierkegaard og Proust.

Arrangementet er kl 15 i stuen på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek. Alle er velkomne.

Bo Tao Michaëlis, Erik Skyum-Nielsen og Lillian Munk Rösing i samtale i morgen d. 15/4

Er de store kærlighedsfortællinger forbi?

Kom og få et bud på et svar på dette spørgsmål i morgen på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek. Lillian Munk Rösing, Bo Tao Michaëlis samt Erik Skyum-Nielsen samtaler om emnet i stueetagen kl 15.

Indledningsvist vil der blive serveret et glas vin.

Alle er velkomne!

Shakespeareevent på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek

Det Humanistiske Fakultetsbibliotek har i foråret 2010 iværksat projektet liT.house, som er tænkt som en mulighed for de studerende på KUA til at få en pause fra det daglige læseri.
I morgen, tirsdag d. 13/4, har vi et Shakespearearrangement, som byder på balkonscenen fra Romeo og Julie samt en efterfølgende samtale mellem Erik Skyum-Nielsen, Søs Haugaard og Robert William Jensen-Rix. Alle er velkomne- det starter 15.00 og foregår på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek (som er den store grå bygning mellem Nye og Gamle KUA).