KPH AWARD 2011 – Stor pris til unge iværksættere

– KPH AWARD er en pris 25.000 kr. til unge kulturelle og sociale iværksættere i København og Malmø

Den 10. september 2011 smækker KPH Volume dørene op for den store prisuddeling, KPH AWARD, for kulturelle og sociale iværksættere mellem 15 og 30 år. Det sker i Københavns nye kulturvenue KPH Volume på Enghavevej 80E, København SV.

På opfordring af unge iværksættere i København og Malmø uddeler KPH AWARD for tredje år i træk den eftertragtede pris på 25.000 kr. til nyskabende projekter. Der uddeles en pris til både et projekt fra København og et fra Malmø. Publikum tager også del i arrangementet, da de står for at uddele en publikumspris til det bedste projekt.

”Med KPH AWARD giver vi et velfortjent skulderklap til unge, som viser stort engagement i byernes sociale og kulturelle liv. De iværksætter gode projekter for sparsomme budgetter og med en pris på 25.000 kr. har de muligheden for at styrke deres projekt.” fortæller leder af KPH, Anne Katrine Heje Larsen.

I 2010 vandt bordtennisdrengene Ping Out for deres bordtennisborde, som er placeret rundt omkring i København, der styrker det sociale liv på tværs af kulturer og bydele. Integrationsprojektet Tamam, der arbejder for at gøre integrationsprocessen for nyankomne unge indvandrere lettere, vandt den svenske del af KPH AWARD 2010.

Nomineringskomitéen med blandt andet Nick Bridge fra Bitchslap Magazine, Fredrik Björk, Malmö Högskola med Drivhuset og Fredrik Bruhn fra Tamam, har peget på 20 gode projekter, der fortjener årets KPH AWARD.

Juryen, der består af danske Uffe Elbæk, leder af World Outgames 2009, Michael Wulff, Organisationskonsulent//Kirkens Korshær og Rikke Øxner, Musikchef Roskilde Festival samt svenske Hanna Falk, booker på Malmø Festivalen, Jacob Fabricius, direktør på Malmö Konsthall og Anna Kind, Hemlôsa Tidning Aluma, udvælger de to bedste projekter, der vinder den svenske og danske udgave af KPH AWARD, der bliver offentliggjort til uddelingen den 10. september 2011.

KPH AWARD indtager Københavns nye perle af et kulturvenue KPH Volume, som er nyrestaureret, men har bevaret sit rå, berlinerlook med et nostalgisk præg fra tiden som sporvognsremise. Her kan du kan opleve de nominerede projekter, det nyeste skud på DJ-stammen og slutte af med et brag af et afterparty.

For billetter og yderligere information kontakt: ann-lisbeth@nullkph-projects.dk. Se mere på www.kph-projects.dk og www.kphaward.dk.


Kunstnerisk legeunivers, DJs, champagne og sushi!

Under titlen “A Slot” åbner de to kunstnere Evalajka Pervin og Stine Hedegaard op for en leg mellem kunstneriske universer, der støder sammen på godt og ondt på KPH ART den 19. maj kl. 16-22.

Man kunne let tolke titlen “A Slot” som en fejlskrivning af det nedsættende, engelske ord for en promiskuøs kvinde “a slut” – og denne tvetydighed er sigende for de to kunstnerinders installation, som man kan se på KPH ART den 19. maj kl. 16-22.

“A Slot” refererer til en snæver åbning i noget. Det kunne fx. være et rum mellem to begivenheder. I denne åbning, på grænsen til der, hvor det hele begynder at ske, er der rum for leg. De to kunstnere udfordrer hinanden på tværs af principper og materiale og sætter fokus på den søgende, afprøvende og provokerende leg. Her bygger de vinduer af papir, spreder mel, puster balloner op og sår bitte små ærter. Der er ingen ende på legen, hvor alt eller intet sker. Publikum kan bevæge sig rundt i det legende univers, når installationen står klar på KPH ART den 19. Maj kl. 16-22. Installationen er lavet af organisk materiale og er total forgængelig og kan kun ses den 19. maj!

Evalajka Pervin, der for nyligt udstillede på Kunstnernes Påskeudstilling i Århus, har kunstkritikeren Bente Scavenius omtalt som “den bedste uskolede kunstner, hun længe har set”.

Stine Hedegaard Andersen er uddannet fra Det Kgl. Kunstakademi og har blandt andet udstillet på Overgaden, Institut for Samtidskunst i København og på Gallery Fire Proof INC. i Brooklyn, New York. Stine arbejder og udstiller desuden løbende i B-huset på Frederiksberg.

Champagnerpropperne popper, mens den japanske restaurant Damindra søger for frisk og lækker sushi og DJs vender vinylen til KPH ART.  Kom og oplev installationen, der er vokset ud af de to kunstnerinders leg med kunstneriske principper og præmisser, på KPH ART den 19. maj kl. 16-22.

VI SES!

Yderligere info kontakt venligst: Ann-Lisbeth Holm på ann-lisbeth@nullkph-projects.dk

Mangler du en projektplads?

Har du en konkret idé til et projekt, men mangler et sted at arbejde? Få plads på KPH Projects, der er et uafhængigt arbejdsfællesskab for projektmagere med kulturelle og sociale mål.

KPH tilbyder rådgivning i forbindelse med opstart af et projekt og processtøtte i udviklingen af en projektidé. Forudsætningen for at få rådgivning og processtøtte, er, at man kommer til KPH med en konkret projektidé. Herefter kan man aftale møder om forskellige led i processen i at udvikle projektet. Vi rådgiver – sammen med vores samarbejdspartnere fra Københavns Erhvervscenter og Projektværkstedet – om:

  • Projektudvikling
  • Projektdesign og –organisering
  • Eventafvikling
  • Fundraising og projektformulering
  • Virksomheds- og foreningsetablering
  • Visuel projektformidling

Udover rådgivning tilbyder KPH Projects gode lokaler og faciliteter til at realisere et projekt, afvikle en event eller holde workshops. På KPH kan man styrke sit netværk af innovative og kreative projektmagere samt dele erfaringer med andre iværksættere.

For yderligere info kontakt venligst event- og kommunikationsmedarbejder Ann-Lisbeth Holm på ann-lisbeth@nullkph-projects.dk eller læs mere på  www.kph-projects.dk.

KPH Projects