Bliv praktikant hos CHART

Brænder du for kunst, kulturevents og kommunikation? Vil du være med til at planlægge og afholde Nordens førende kunstbegivenhed i hjertet af København og engagere et bredt internationalt publikum i samtidskunst? CHART leder efter praktikanter, og vi håber at høre fra dig!

Vi er i fuld gang med at udvikle programmet til CHART 2023. Vi leder derfor efter praktikanter, der kan hjælpe med kommunikation, VIP håndtering og programudvikling for at realisere vores skyhøje ambitioner om at eksponere samtidskunsten i nye digitale og fysiske formater for både et lokalt og internationalt publikum.

Som praktikant kommer du helt tæt på arbejdet med CHARTs omfattende eventprogram. Du lærer at omsætte ideer til konkrete projekter, skabe engagerende digitalt indhold og afvikle en kulturbegivenhed af stor skala. Vi sammensætter et alsidigt, individuelt forløb, der bygger videre på dine interesser og styrker.

Vi har kontor på Charlottenborg, og du bliver en del af et lille, dedikeret team, hvor vi har det sjovt og brænder for at skabe indhold af den højeste kvalitet. Vi arbejder tæt med toneangivende nationale og internationale partnere i kunstbranchen, og du får adgang til et et stærkt fagligt internationalt-orienteret netværk. Arbejdssproget er både dansk og engelsk.

Vi søger praktikanter, som kan bidrage med følgende:

KOMMUNIKATION

Du har flair for sociale medier og ved, hvad de nyeste tendenser og tekniske muligheder er. Du studerer måske journalistik, kommunikation, medievidenskab eller lignende. Med en skarp pen på dansk og engelsk kan du kommunikere de gode historier og indhold gennem tekst, billeder og video. Konkrete opgaver er bl.a. at producere indhold til CHARTs sociale medier (primært instagram), nyhedsbreve (mailchimp) og hjemmeside (Craft) samt forfatte pressetekster og assistere i kontakten med medier og journalister.

PROGRAMUDVIKLING

Vi søger kunst-, design- og arkitekturinteresserede med flair for projektledelse. Du studerer måske kunsthistorie, visuel kultur eller arkitektur. Som praktikant på programlægningen kommer du i kontakt med danske og internationale samarbejdspartnere, bl.a. gallerier, kuratorer og kunstnere, hvorfor du skal være både grundig og professionel. Konkrete opgaver er bl.a. research, indhentning af formidlingsmateriale, udformning af oversigtslister samt planlægning og eksekvering af talks og events under CHART 2023.

VIP

Vi er på udkig efter en praktikant til vores VIP afdeling, som kan hjælpe os med at forbinde kunstsamlere, gallerier, kunstprofessionelle og institutioner på tværs af kunstscenen i månederne op til, og under afviklingen af, CHART 2023. Som praktikant på VIP-teamet vil du især assistere med eventplanlægning af middage og andre store arrangementer under CHART, have kontakt til vores mange VIPs og være med til at opdatere og vedligeholde vores database. Det er derfor vigtigt, at du har sans for detaljer, er imødekommende, løsningsorienteret og udadvendt, og er motiveret til at skabe de bedste rammer for vores mange besøgende gæster.

Praktikken kan planlægges som en del af dit forårssemester, og vi er fleksible i forhold til at tilrettelægge forløbet, så det passer med dine eksaminer og evt. studiejob. Vi forestiller os, at du begynder i starten af februar 2023 og fortsætter til midt september efter afviklingen af CHART (d. 24.-27. august 2023).

KORT OM CHART

CHART er Nordens førende kunstbegivenhed. Over fire dage i slutningen af august samler CHART både lokale og internationale kunstprofessionelle og et bredt kulturinteresseret publikum om den nordiske scene for samtidskunst. CHARTs aktiviteter tæller en kunstmesse på Kunsthal Charlottenborg og en række formidlingsaktiviteter, herunder en arkitekturkonkurrence, bogmesse, talksprogram, live performances, redaktionelle udgivelser m.m. Læs mere på chartartfair.com.

ANSØGNING

Har vi vakt din interesse, så send ansøgning og CV til fair@nullchartartfair.com.

Skriv til os hurtigst muligt, da vi ansætter løbende.

Oplys gerne, hvilke områder du ser dig selv arbejde med, da vi søger flere forskellige positioner indenfor både kommunikation, VIP og programudvikling.

Deadline er mandag d. 1. december 2022.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Skriv et svar