Udstillingen i GL STRAND er den første præsentation af Lee Lozano i Danmark. Her kan publikum opleve den amerikanske kunstner, der er blevet beskrevet som ’punk before punk’, gennem ca. 115 værker fra perioden 1959-1964.
17.09.22 – 13.11.22

Af alle de nytænkende og eksperimenterende kunstnere på New Yorks kunstscene i 1960’erne er Lee Lozano (1930-1999) blandt de mest markante og bemærkelsesværdige. Med en vild og eksplosiv energi, en stærk fallisk symbolik, humoristiske, men også groteske, provokerende og grænseoverskridende motiver, udfordrer hun datidens stereotype forestillinger om køn og krop. Over en periode på blot 12 år skaber Lee Lozano et unikt og omfangsrigt værk bestående af tegninger, malerier og tekstbaserede værker, inden hun på radikal vis skriver sig selv ud af kunstverdenen og endegyldigt forlader New York i 1972.