Franskkyndig underviser/omviser til Ordrupgaard

Ordrupgaard søger franskstuderende, kunsthistoriestuderende eller studerende fra lignende uddannelser, der fra februar 2022 kan varetage omvisninger og undervisningsforløb på fransk, primært for skoleklasser. Vores nuværende franske omviser tager på udveksling det næste halve år, og vi søger derfor akut en eller to nye omvisere til at varetage omvisningerne. 

Omvisningerne vil hovedsageligt finde sted i museets samling af fransk kunst fra det 19. og tidlige 20. århundrede med fransk impressionisme som sit omdrejningspunkt, men de kan også tage udgangspunkt i relevante særudstillinger. Gennemgående er et fokus på læring af det franske sprog med udgangspunkt i samtaler om kunsten.

Om dig:

  • Du taler flydende fransk og dansk
  • Du er studerende på en relevant uddannelse, f.eks. fransk eller kunsthistorie
  • Du har erfaring med og/eller interesse for Ordrupgaards samlingsområde
  • Du har mod på og lyst til at sætte dig ind i den franske samling og eventuelle særudstillinger
  • Du kan formidle kunstfagligt stof til en forskelligartet målgruppe, herunder især udskolings- og gymnasieelever, og lige som os brænder du for at begejstre og skabe gode oplevelser for vores besøgende

Det er en fordel, hvis du tidligere har arbejdet med omvisninger og undervisning, men ikke en forudsætning.

Du skal i hele beskæftigelsesperioden være studerende på en videregående uddannelse.

Om os

Ordrupgaard er et statsligt kunstmuseum beliggende i smukke grønne omgivelser nord for København. Museets huser en eksklusiv samling af fransk impressionisme og dansk kunst fra det 19. og tidlige 20. århundrede med malerier af kunstnere som Monet, Gauguin og Hammershøi. Med en tilbygning af Zaha Hadid i 2005, overtagelse af Finn Juhls hus i 2008 og opførelsen af Snøhettas Himmelhaven i 2021 har museet fået en stærk arkitektonisk profil.

Museet har skiftende særudstillinger og kunst under åben himmel i Kunstpark Ordrupgaard – alt sammen kun 30 minutter fra København H. Se mere på www.ordrupgaard.dk.

Yderligere oplysninger

Du vil indgå i et team af studerende, der står for at varetage undervisningsforløb og omvisninger i tæt samarbejde med museets formidlingsinspektør.

Arbejdstiden er varierende, da den afhænger af bookinger. Du kan forvente, at de fleste omvisninger vil være i hverdagene fra kl. 13. Ved gennemførelse af omvisninger og undervisningsforløb vil du blive aflønnet med et fast honorar.

Der indhentes straffeattest og børneattest på alle omvisere/undervisere, der tilknyttes museet.

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte formidlingsinspektør Rikke Zinck Jensen på rzj@nullordrupgaard.dk.

Ansøgning

Hvis ovenstående lyder som et job for dig, bedes du fremsende din ansøgning, CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via Statens eRekruttering. Tryk her for at søge stillingen.

Ansøgningen skal indeholde oplysninger om, hvor du er i dit studie, dine beståede eksaminer og evt. anden faglig beskæftigelse, herunder erfaring med undervisning, omvisninger og/eller børn og unge. Endvidere bedes du oplyse, hvorvidt du vil kunne varetage omvisninger og undervisning fra februar 2022.

Ansøgningsfrist er mandag den 24. januar 2022.  

Ordrupgaard opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.