International danseforestilling »BODYLAND«

»BODYLAND«
DANSEHALLERNE
7.-16. november, man – lør kl. 20
Pasteursvej 20, 1799 København V, dansehallerne.dk
Billetter til ungdomspris, 40 kr. teaterbilletter.dk

De internationalt anerkendte koreografer Oded Graf & Yossi Berg præsenterer fem mandlige dansere i danseforestillingen »BODYLAND«, der lukker hjernen op og kroppen ud.

BODYLAND i Dansehallerne 7.-16. november

En konstant hektisk tankestrøm flyder mellem hjerne og hjerte, mellem neuroner og muskler, fra albue til knæ, fra tå til top. Konstant. Neurotisk. Hektisk. Bevidst og ubevidst. Ubegribeligt.

Kroppens natur hvisker den ene vej, mens kulturen hæver stemmen den anden: Gør dit, gør dat, føl dette, føl hint.

»BODYLAND« er en fysisk, poetisk rejse ind i kroppen som ren uskyldig natur og ind i de kulturelle lag, der hver dag og altid allerede former vores tanker og handlinger, hele tiden spænder kroppen og hjernen ud og – måske – væk fra hinanden.

»BODYLAND« vil bringe publikum ind i sig selv, vil forbinde os med kroppens visdom, med vores naturlige ressourcer. »BODYLAND« spørger, om vi skal navigere mere efter det indre end det ydre. »BODYLAND« løfter hjernekassens låg og iagttager. »BODYLAND« lytter til kroppens musik.

PÅ & BAG SCENEN
Koreografi & iscenesættelse: Oded Graf & Yossi Berg
Dansere: Søren Linding Urup (DNK), Pierre Enaux (FRA), Robin Rohrmann (DEU), Oded Graf (ISR) & Yossi Berg (ISR)
Scenografi & kostumer: Sille Dons Heltoft
Musik: Julia Giertz
Lysdesign: Andreas Buhl
Dramaturg: Carmen Mehnert

OM ODED GRAF & YOSSI BERG
Oded Graf og Yossi Berg begyndte deres samarbejde i 2005. Siden har de optrådt, skabt forestillinger og vundet internationale priser. De udforsker konstant nye måder at anskue dans og performance på i dialog med forskellige kulturer. Inspireret af tidens strømninger udfordrer de sig selv og publikum og har ry for at skabe fysisk kraftfulde, surrealistiske og originale forestillinger, der rækker ud efter langt flere end det gængse dansepublikum.

Oded Graf har tidligere danset i Kibbutz Contemporary Dance Company og Noa Dar Dance Group, mens Yossi Berg har danset i engelske DV8 Physical Theatre og været fast medlem af Israels førende kompagni, Batsheva Dance Company, som han også har koreograferet til.

Deres forestillinger har turneret til prestigefyldte festivaler og teatre, heriblandt Montpellier Danse, the American Dance Festival, Madrid En Danza, Stockholm’s Kultur Festival, The Place Theater i London, La MaMa i New York, White Bird Dance i Portland, Sophiensaele i Berlin, SIDance i Sydkorea og andre.

Oded Graf & Yossi Berg har tidligere produceret i Danmark, bl.a. forestillingerne »BLACK FAIRYTALE« (2012) og »ANIMAL LOST« (2010), der siden har turneret verden over.

www.yossioded.com

Forfatter: Janne Storm

STORM PR arbejder for kulturen

Skriv et svar