Det man hører, er man selv

Det man hører, er man selv er en eksperimenterende udstilling om radiolytning på Mediemuseet. Du træder ind gennem en portal udformet som en kæmpe radio og befinder dig straks i et metaforisk rum, hvor du kan tage på en auditiv opdagelsesrejse i radiolyd. Du indtager rollen som lytter. Ved at bevæge dig rundt i rummet og bruge din krop som en ”tuning-knap” på en gammeldags analog radio, kan du lokalisere lydklip fra forskellige epoker af radioens udvikling.

Hvert lydklip repræsenterer en særlig lyttesituation, hvor det man hører, passer til den situation, man er i. Vi hører morgenradio om morgen og trafikradio i bilen. Udstillingen skal skabe refleksion over denne sammenhæng mellem lyttesituation og typen af indhold i radioen.

Grib fat om staven

Hver lyttesituation genskabes med en enkel scenografi, hvor du let kan træde ind og deltage ved fx at gribe fat om staven og svinge benene til Kaptajn Jespersens bjæffende kommandoer. Bagefter kan du tage fat i malerrullen og give væggen et lag tørmaling, mens Morgenhyrderne på Radio 100FM pludrer løs.

Udstillingen rummer i alt syv lyttesituationer, der dækker radiohistorien fra morgengymnastik med Kaptajn Jespersen til en nutidig podcast fra Third Ear. Det er radiolyden og selve lyttesituationen, der er i fokus og udstillingens egentlige genstande. Derfor er scenografi og tekster i udstillingen holdt på et minimum. For den nysgerrige besøgende, der vil vide mere om baggrunden for de enkelte lydobjekter, bliver der udarbejdet et lille katalog. Her kan du læse om det særlige ved hver lyttesituation i et radiohistorisk perspektiv krydret med anekdoter.

En eksklusiv oplevelse
Det begrænsede antal lyttesituationer og det tekniske system bag udstillingen gør, at kun fem besøgende ad gangen kan udforske udstillingen. Det bliver derfor en eksklusiv oplevelse. Den besøgende bliver udstyret med et sæt trådløse høretelefoner. Hvert sæt har påmonteret en farvet lampe, der kan registreres af kameraerne i udstillingsrummets loft. Derved kan den besøgendes færden i rummet følges nøjagtigt, og lyd sendes til hvert sæt alt efter den besøgendes position i rummet.

Åbning
Åbningen af Det man hører, er man selv finder sted fredag den 7. september 2012 kl. 17 i Mediemuseets biograf på 3. sal af BRANDTS-bygningen. Åbningstalen holdes lektor Per Jauert fra Århus Universitet, der er en af de førende kapaciteter i dansk radioforskning.
Åbningen er en del af BRANDTS 25-års jubilæum.

Baggrund
Udstillingen er udarbejdet i et samarbejde mellem Mediemuseet og Roskilde Universitet gennem radioforskningsprojektet LARM (www.larm-archive.org).

Radiohistoriker Heidi Svømmekjær, RUC, har stået for research og udvælgelse af lyd-objekter. Museumsinspektør Christian Hviid Mortensen, Mediemuseet, har stået for de praktiske forhold omkring udstillingen.

Udstillingen løber til d. 15. januar 2013.

Skriv et svar