Host Guest Ghost – Sidste servering!

Søndag den 10. juni kl. 12 skal byens gourmetentusiaster og almindelige madører søge mod Carlsberg! Her inviterer DANSEhallerne til sidste omgang Host Guest Ghost: Tre forskellige supper skabt af den famøse madarrangør Alessandro Porcelli bliver serveret på tre forskellige steder og måder omkring DANSEhallerne. Der er tale om suppekunst i højeste gear, og både entréen og supperne er gratis.

Alessandro Porcelli er manden bag konceptet COOK IT RAW og dermed fadder til de lyslevende rejer på tallerknerne på NOMA. Sammen med 20 elever fra Suhrs Madakademiet dirigerer han det sjette og sidste Host Guest Ghost arrangement og dermed de tre forskellige, stedsspecifikke suppeværker på det fascinerende Carlsberg. Supperne bliver skabt i overensstemmelse med dogmerne bag COOK IT RAW, og eleverne fra Madakademiet kommer derfor til at traske i nogle af verdens bedste kokkes fodspor – såsom René Redzepi/NOMA  omkring det økologiske landbrug, Stengården. Alessandro Porcelli forklarer konceptet:COOK IT RAW means cook it clean, its a meditation and a curation on nature, where you see the land as your host and welcome what it brings to you. Hvad naturen bringer eleverne fra Madakademiet, og hvordan publikum bliver en del af serveringen, hører til overraskelserne. Opfordringen lyder: Kom og se og hør og lyt og smag om supperne byder på hoppende rejer, dansende myrer eller bare usandsynligt sprudlende økologiske grøntsager.

Læs mere på: www.dansehallerne.dk/host-guest-ghost

https://www.facebook.com/#!/pages/Host-Guest-Ghost/151240241572284

OBS! Samme dag er der lige efter Host Guest Ghost SPRING DANCE kl. 15. Nyd en picnic (hvis der er appetit tilovers) og oplev Dansk Danseteaters internationale dansere i J.C. Jacobsens smukke historiske have på Carlsberg. Billetterne koster kr. 75.

Totalteateroplevelse på Overgaden: Ømme dupper 1.- 3. juni

Fredag d. 1. juni slår Overgaden dørene op til performance- og totalteater-oplevelsen Ømme dupper. I løbet af weekenden udfoldes et myldrende univers med mere end 20 medvirkende performere og ‘hverdags-eksperter’.

I en fortravlet tid, hvor der er en tendens til at jagte de ophøjede øjeblikke, yderpunkterne og succesoplevelserne, sætter teater Lucky Motel fokus på langsomheden, sanseligheden og skønheden i den nære hverdag med afsæt i Gertrude Steins lyriske klassiker Tender Buttons.

Afhængigt af, hvornår man kommer forbi, og hvor længe man bliver, kan man opleve så forskellige ting som et hviskende papirhus, reparation af appelsiner, dissektion af øjne, fællesspisning, Stein-tolkning, sovende mennesker og en sjælesørgende radio-dj.

Åbningstiderne i weekenden er fredag d. 1. juni kl. 17-24, lørdag d. 2. juni kl. 12-24 og søndag d. 3. juni kl. 12-17.
Gratis entré.
Overgaden Institut for Samtidskunst, Overgaden neden Vandet 17, København K
Se mere på www.overgaden.org