Kursus med produktion

ØMME DUPPER – produktion af en performance-installation

Emnekursus v/ Laura Luise Schultz og instruktør Petra Berg Holbek

Kurset er åbent for studerende ved IKK og Performance Design, RUC
Har du lyst til at være en del af en professionel produktionsproces som led i din uddannelse? På dette emnekursus får du mulighed for at arbejde på en konkret forestilling i samarbejde med instruktør, scenograf, og andre eksterne partnere – samtidig med at der er rum til kvalificeret akademisk refleksion over processen.

I samarbejde med Museet for Samtidskunst udvikler instruktør Petra Berg Holbek og scenograf Sigrid Bennike i foråret 2012 performance-installationen Ømme Dupper, baseret på den amerikanske digter Gertrude Steins prosadigtsamling af samme navn. Der er tale om en såkaldt durational performance, der i form af en iscenesat installation udspiller sig over flere døgn.

Ømme Dupper skal opføres på Overgaden Institut for Samtidskunst i maj 2012, og på Museet for Samtidskunst i Roskilde i september 2012.

De studerende inddeles i grupper med fokus på hhv.

· dramturgi, research og konceptudvikling
· produktion og organisation
· instruktion og performance
· scenografi og visuelt udtryk
· PR og formidling
· dokumentation og procesrefleksion

Det er tanken, at de studerende bidrager med at udvikle konkret materiale til produktionen – fra små dele af forestillingen til flyers og PR-strategi.

Der vil være et indledende forløb med teoretisk introduktion til det pågældende værk og til performanceinstallationen som genre, samt til teori omkring performance, eventkultur og procesledelse. Derudover vil de enkelte grupper blive introduceret til relevant teori om kommunikation, dramaturgi, instruktion m.v.

Der er et begrænset antal pladser, som fordeles ved henvendelse til laura@nullhum.ku.dk Deltagere må påregne intense arbejdsperioder også uden for de skemalagte ugentlige timer.

Kurset er et emnekursus under kandidatuddannelsen i Teater og Performance Studier, men er åbent for alle studerende ved IKK

Skriv et svar