Mød stjerneforfattere i Skuespilhuset

Nu præsenterer Det Kongelige Teater og forlaget Gyldendal litterære saloner i Skuespilhusets foyer (næsten) hver tirsdag eftermiddag. Her kan publikum møde forfattere, instruktører og skuespillere, der fortæller, diskuterer, synger eller på anden måde forholder sig til en af Skuespilhusets aktuelle forestillinger eller en aktuel bogudgivelse. De første tirsdagsarrangementer er allerede planlagt, og der er flere på vej

BEGÆRETS BY
Med afsæt i Bjørn Bredals bog om Marcel Proust og Venedig læser Jens Albinus op af På sporet af den tabte tid. Oplæsningerne omkranses af et par små foredrag af forfatteren og afsluttes med en diskussion om sprog, bevidsthed og billeder.
Tirsdag 1. marts

NYE OG GAMLE RELIGIONER – NYE OG GAMLE OPRØR.
Dramatiker Jokum Rohde, forfatteren til Manson, der spiller på Skuespilhuset, møder religionshistorikeren Mikael Rothstein.
Tirsdag 15. marts

MISANTROPI
Suzanne Brøgger og Tammi Øst diskuterer misantropi og synger sange fra den nye cd Øst, akkompagneret af Benjamin Koppel og Jesper Mechlenburg.
Tirsdag 22. marts

NYE STEMMER
Skuespilhusets to nye dramatikere Zaki Youssef og Nassrin el Halawani med gæster.
Tirsdag 29. marts

RYSTET SPEJL
Søren Ulrik Thomsen læser op fra sin nye digtsamling Rystet spejl – og har en gæst.
Tirsdag 10. maj

Alle dage kl. 17.30 – Gratis adgang.

Skriv et svar