Studenternes Galleri inviterer til fernisering!

Studenternes Galleri: ”Otte Formater”,Vinterudstilling 2009/2010

Torsdag d. 26. november slår vi endnu engang dørene op for en udstilling i Studenternes Galleri. Et udstillingsrum upåvirket af gældende trends og konventioner.

Galleriet har til huse i stueetagen på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek, hvor man elleve uger frem vil kunne opleve kunst fra en anderledes vinkel. Kunstnerne bag de udstillede værker er alle universitetsstuderende, der over en bred vifte af genrer og udtryk sammen udgør Vinterudstillingen.

Studenternes Galleri giver en spændende mulighed for at undersøge den evige dialektik/samspillet mellem kunsten og institutionen. Her bliver biblioteksbrugeren gallerigæst og omvendt. De gængse og forudfattede forventninger til og om kunsten i rammen udfordres.

Med universitetet i ryggen og en ikke-kommerciel politik åbnes en mulighed for en mere demokratisk og ucensureret proces end hos andre kunstinstitutioner og virksomheder.
Galleriet er således et bidrag til kunstscenen, hvor universitetsstuderende får mulighed for med deres værker at tage del i debatten.

Studenternes Galleri er et samarbejde mellem Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, KUBIS-HUM og tre kunsthistoriestuderende: Andreas Mandrup, Ida Oline Frandsen og Laura Albeck.

Fernisering torsdag d. 26. november kl. 17:00-18:30

Musik, dadler, vin og efterfest i Roland Bar.

Quidquid latine dictum sit altum viditur,

Andreas Mandrup, Ida Oline Frandsen og Laura Albeck samt Institut for Kunst og Kulturvidenskab og KUBIS

www.studenternesgalleri.dk

Vildskud søger nye arrangører

I 2010 skal festivalen for uafhængigt teater igen løbe af stablen, for fjerde år i træk i Huset i Magstræde.
Vildskud søger engagerede arrangører, der har lyst til at gøre dette endnu en gang til en energifyldt oplevelsesfyldt begivenhed med teater, musik og fest. Kom til et uforpligtende infomøde på mandag d. 23. november kl 20 i TeaterHuset på 4. sal, indgang fra Rådhusstræde 13.
Alle er velkommne!
Læs mere på www.vildskud.dk eller send en mail tio info@nullvildskud.dk hvis du har spørgsmål.

Opdatering af kukua

WordPress, det stykke software som kukua kører på, er lige blevet opdateret til nyeste udgave. I samme ombæring har jeg fjernet sidens forum, som vist i højere grad forvirrede end det blev brugt. Hvis du finder fejl på siden eller du har andet på hjerte, så skriv en kommentar på siden eller e-mail helstegt@nullgmail.com.

Husk at alle må bruge kukua, og at intet er hverken for stort eller småt! Hvis du har en bog eller lejlighed du vil sælge/købe/bytte, hvis du vil gøre opmærksom på et arrangement, hvis du vil anbefale en fil, en webside, hvis du leder efter en læsemakker, eller hvis du bare har et eller andet på hjerte. Bare registrer dig og kom i gang!

Kunsten.nu søger praktikant

KUNSTEN.NU SØGER PRAKTIKANT TIL ØST-REDAKTION

Er du en god formidler, og har du en kritisk kunstskribent gemt i ærmet med lyst til at tænke nyt i udviklingen af Danmarks mest besøgte kunstsite? Så er du måske vores nye praktikant. Du vil være tilknyttet Øst-redaktionen i København og gerne i en længere periode (min. 3 mdr.), hvor du vil indgå i det daglige arbejde og udviklingen af KUNSTEN.NU.
Der er tale om en ulønnet praktik fra start januar 2010 på mellem 20-37 timer ugentligt. Resten kan tilrettelægges i dialog med den studerende.
Vi søger primært studerende fra kunst- og kulturfagene (IKK), men andre er også velkomne til at søge.
Hvis det har interesse, så send en kort ansøgning, teksteksempel og relevant cv til: matthias@nullkunsten.nu (ansøgningsfrist 1. dec. 2009)

Husets Bio goes queer med en ny, dansk lesbisk novellefilm og eksperimenterende kortfilm om begær og kønsidentitet, livsvalg og tilhørsforhold.
Det drejer sig om novellefilmen Et Barn og de 3 kortfilm Kvinde i det 21. årh., Træet og Kvalme, som vises i Husets Biograf søndag d. 22. november fra kl. 13. I foyeren vil også være en udstilling af fotografier og smagsprøver på musik  fra CD´en The Book of the Mermaid.

Fra filmen Et Barn
Fra filmen Et Barn
Fra CD´en The Book of the Mermaid.
Fra CD´en The Book of the Mermaid.

Det er med baggrund i Pernille Rübner-Petersens mangeårige interesse for måden, hvorpå man kan forstå køn og identitet, at hun nu har valgt at samle sine fire film og sin CD i en totalevent. “Mit primære fokus har været på kvinden og hendes måde aktivt at forholde sig handlings orienteret til sit eget liv og køn. Jeg forsøger at gøre op med traditionelle stereotyper og den polarisering, jeg mener har præget den filmiske verden, hvor kvinder sjældent fremtræder som stærke karakterer”. Fælles for de fire film og cd’en er, at de tager afsæt i grundlæggende eksistentielle temaer.
Om Filmene:
Et Barn er en ny lesbisk film om Charlotte og Tjilli. De er lykkelige sammen, indtil den dag Tjilli fortæller Charlotte, at hun gerne vil have et barn. Et kærlighedsdrama om ønsket om at få børn og om at være udenfor de gængse forældrenormer. Det er også en film om at blive voksen på de vilkår, man nu engang har. Overordnet er filmen dertil en kommentar til den stadige blokering af homoseksuelles civile rettigheder i forhold til at blive gift og få børn.Filmen er fiktion men indeholder også reportage (fra Nina Storks inseminationsklinik), animation og confession booth.
Kvinde i det 21.årh. Et fabulerende essay over kvinderoller, prinsesseidentitet og kunsten at holde på en mand.
Træet er en stemningsmontage af 4 generationer, 4 stemmer, 4 årstider og 4 slags æbler. Filmen tematiserer erindring, familie og hjem.
Kvalme. Helenes kæreste har været utro, kan hun tilgive ham? En lille historie om at håndtere dilemmaer og valg med kvalme på flere niveauer.
Musikken fra CD´en  The Book of  the Mermaid kan høres i foyeren, hvor Rübner-Petersen udstiller fotografier, der knytter sig til havfruetemaet. Her følger hun som kvindeligt subjekt sine følelser og sit begær, men i sin stræben mister hun sig selv.
Filmene kan ses hver for sig, eller som et samlet program. De er programsat i 2 omgange kl. 13 og 15.30. Novellefilmen varer 36 minutter. Kortfilmene varer omtrent 30 minutter ialt.  Pernille Rübner-Petersen introducerer filmene og svarer efterfølgende på spørgsmål.
Læs også interview i Out & About, novembernummeret side 34.
Oprindelig er Pernille Rübner-Petersen uddannet Cand. Mag i Moderne Kultur og kulturformidling. Sideløbende med at komponere musik og synge, har hun lavet en række novelle- og kortfilm og instrueret teaterforestillinger. Næsten samtidig med CD’en er novellefilmen Et Barn blevet færdig her i 2009.  Det dramatiske præger også CD’ens musikalske udtryk af  voldsomhed og ynde.
Hør mere: www.myspace.com/pernillerp2
Yderlige oplysninger: http://husetsbio.blogspot.com/2009/10/21-22-november-husets-biograf-goes.html
Billetter: 40 kr. enhedspris. Bestilles på r_bner@nullget2net.dk
Tid og sted:
Søndag d. 22/11 2009:
13.00: Kortfilm: Kvinde i det 21. århundrede, Træet og Kvalme
14.00: Et Barn, novellefilm

15.30: Kortfilm: Kvinde i det 21. århundrede, Træet og Kvalme
16.30: Et Barn, novellefilm, med engelske undertekster

The Dream Team – Mød Louisianas kuratorer tirsdag den 17.11. kl. 19.30

Pressemeddelelse

The Dream Team: Kuratorernes hvem, hvad og hvorfor?

Tirsdag den 17. november kl. 19.30

Louisiana Live – Mød Louisianas kuratorer – Vært: Synne Rifbjerg

Hvordan beslutter museet bag kulisserne, hvad Louisianas publikum skal opleve i udstillingsrummene?

Fremtiden er grøn, verden er din og fuld af tro, håb og kærlighed, hvis man skal tage efterårets udstillinger på Louisiana på ordet.

Mød Louisianas kuratorer/udstillingsledere Kjeld Kjeldsen, Mette Marcus, Anders Kold og Helle Crenzien og få indblik i en hektisk og ofte nervepirrende hverdag og hør bl.a. også om kuratorernes hedeste udstillingsdrømme og logistiske mareridt.

Gratis entré for museets gæster. Billetter: www.louisiana.dk

Aktuelle udstillinger:

Fremtidens arkitektur er grøn! – udstillingsleder Kjeld Kjeldsen – vises frem til 18. december 2009

THE WORLD IS YOURS – International samtidskunst på Louisiana – udstillingsleder Anders Kold – vises frem til 10. januar 2010

Tro, håb og kærlighede – Jacob Holdts Amerika – udstillingsleder Mette Marcus – vises frem til 7. februar 2010

Kommende udstilling:

Farven i kunsten – KANDINSKY, NOLDE, MATISSE, MIRÓ, HOCKNEY, KUSAMA m. fl. – udstillingsleder Helle Crenzien –

vises fra 7. januar 2010

www.louisiana.dk

Få inspiration til dit første job med en karrierementor

Deltag i Kubulus´ mentorprogram med spændende pladser til HUM-studerende. Frist 20. november 2009

Vil du gerne have inspiration til dine karrieremuligheder efter endt studium? Så søg en mentor fra Kubulus’ karrierementorprogram.
Synes du at virksomheder som Kulturministeriet, Wonderful Copenhagen, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Folkekirkens Nødhjælp og Berlingske Tidende lyder spændende?
Det er blot er nogle af de mange virksomheder, du kan møde i alumneforeningens karrierementorprogram.

Som kandidatstuderende på HUM kan du få en karrierementor, så du står endnu stærkere ved dit møde med arbejdsmarkedet.
Du bliver matchet med en personlig mentor, der er ansat i en virksomhed eller branche, der er attraktiv for dig. Din karrierementor tager udgangspunkt i sine egne erfaringer på arbejdsmarkedet og kan bl.a. hjælpe dig med dine karriereovervejelser, med at sætte ord på dine kompetencer, skabe netværk og give dig ny inspiration til din jobsøgning.

Læs mere om mentorprogrammet, mentorvirksomhederne og se hvordan du søger på http://alumni.ku.dk/mentorprogram/

“Det har betydet meget for mig at høre om min mentors erfaringer. Jeg kan trække på min mentors idérigdom, og jeg ejer nu nogle eksempler fra en arbejdsplads, som hjælper mig i min egen jobsøgning.”
Anna, pædagogik, mentee i Nationalbanken

Få inspiration og gode råd til dine egne karriereovervejelser fra nogle af de nuværende mentorpar. Besøg vores interviewsite: http://alumni.ku.dk/mentorprogram09/

NB! Ansøgningsfrist: fredag 20. november kl. 14:00

Kubulus er Københavns Universitets alumneforening for studerende og færdige kandidater. Den giver dig mulighed for at bygge sociale og faglige netværk med andre alumner og at holde forbindelsen til universitetet efter dit studium. Kubulus bygger bro mellem studieliv og arbejdsliv og laver bl.a. karriereaktiviteter, der klæder dig på til mødet med arbejdsmarkedet. Du kan også gøre brug af foreningens online netværksydelser eller deltage i medlemsarrangementer, karrierebørser og mentorprogram. Medlemskab er gratis.

Traineeforløb for humanister til 15 ects point udbydes i foråret

Traineeforløb for humanister (SE NYE PARTNER organisationer)

til 15 ects point udbydes i Forårssemesteret 2010

Alle med relevante kompetencer kan søge de 15 frie pladser (læs mere nedenfor); men er udviklet for studerende på KA-tilvalget i Kreative processer/innovation
Ansøgningsfrist d.1.december. Læs videre “Traineeforløb for humanister til 15 ects point udbydes i foråret”

Nationalromantik i USA og Mellemøsten

Vincent F. Hendricks og Jakob Skovgaard-Petersen i Den Sorte Diamant

Mandag 16. november kl. 19

En ny form for nationalromantik har i en årrække sat sit tydelige præg på den kulturelle debat. Med foredragsrækken Kultur, romantik og nation stiller Den Sorte Diamant skarpt på de varme følelser, der i disse år blomstrer for nationalstaterne. Med efterårets foredragsrække er der blevet sat vigtige og aktuelle spørgsmålstegn ved, hvorfor nationalromantikken fylder så meget på den politiske og kulturelle scene lige nu – ikke bare nationalt, men også ud langt over Danmarks grænser.

 

Nu sætter Diamanten punktum for den succesfulde temarække med et sidste arrangement, hvor perspektivet bliver decideret internationalt. Dr. Phil, Ph.d. Vincent F. Hendricks, Københavns Univesitet og professor Jakob Skovgaard-Petersen, Københavns Universitet, vil fortælle om nationalromantikkens rolle i USA og Mellemøsten.

 

I begge verdensdele knyttes der stærke følelser til nationerne. Historisk er USA en ny nation, hvor projektet om at skabe national identitet er lykkedes på trods af landets interkulturelle befolkning. I Mellemøsten spiller spørgsmålet om national selvstændighed og identitet naturligvis en særlig delikat rolle, og mange steder undergår i disse år en nationalistisk vækkelse. Der bygges storslåede arkitektoniske ikoner, og der investeres i nationalmuseer og andre monumenter, som skal binde befolkningens følelser og stolthed til kulturen.

 

Oplev de to forelæseres meget personlige syn på aftenens tema: Vincent F. Hendricks som dansk-amerikaner og Jakob Skovgaard-Petersen, tidligere direktør for det dansk-egyptiske dialoginstitut i Cairo.

 

Læs mere på www.densortediamant.dk

 

Billetpriser: 60 kr. / diamantklub gratis / stud. 30 kr. – i diamantens reception og på billetlugen.dk