Trappe Tusind inviterer til Bulwer-Lyttons Dårlig Fiktion-konkurrence #1

– Er du Københavns bedste dårlige genreforfatter?

Som første begivenhed i en forhåbentligt lang række af litterære arrangementer i 2009 inviterer tidsskriftet Trappe Tusind (www.trappetusind.dk) torsdag d. 12. februar kl. 16:00 til en dyst i den i visse kredse undervurderede litterære disciplin ”Dårlig Fiktion”.

Inspireret af de legendariske ”Bulwer-Lytton Contests” i New York (www.bulwer-lytton.com) byder vi alle skrivelystne kombattanter til at konkurrere om at forfatte ”the funniest opening sentences from the worst novels never written”.

Konkurrencens navnefader, den victorianske romanforfatter Edward George Earle Bulwer-Lytton (1803-1873), var manden bag tvivlsomme værker som The Last Days of Pompeii, åbningslinjen ”It was a dark and stormy night” (foreviget af tegneseriekollega Snoopy i Rødderne) samt svulstigheder som den poetologiske one-liner ”the pen is mightier than the sword”.

Med tanke på Bulwer-Lyttons litteraturhistoriske makværker, og især på hans legendariske ”mørke og stormfulde aften”, er vores konkurrences formål at kreere de mest forfærdeligt forfattede, fortærskede, klichéfyldte, gysende forudsigelige (og dog overraskende åndssvage) åbningslinjer til endnu uskrevne genreromaner. På én enkelt åbningslinje skal I overbevise dommerpanelet om at have påbegyndt verdens måske dårligste roman. Og den 12. februar lyder de genrekategorier, som der dystes indenfor, som følger:

) KRIMINALROMANEN
) DEN GOTISKE ROMAN
) SELVBIOGRAFIEN
) DEN DANSKE PARCELHUSROMAN
) FREE STYLE

Der bliver masser af tid til at forfatte åbningslinjerne til disse romaner under selve konkurrencen, men I må også meget gerne snyde og forberede jer hjemmefra.

Der bliver ganske gratis at deltage i konkurrencen (I får måske endda et glas dårlig portvin for besværet – en sådan motivation har født mange dårlige forfattere), der er ægte og gode bogpræmier til vinderne, og mens konkurrencens litterære niveau forhåbentligt er horribelt lavt, så er dommerpanelet absolut overkvalificeret og består bl.a. af Kristina Nya Glaffey (forfatter til den fremragende Lykkejægere (2007), der udstiller det hverdagslige klichémættede ordbæ, som vores danske munde er fyldt til randen med) samt den skånselsløse kritiker, litterat og krimiekspert Bo Tao Michaëlis.

Vi glæder os meget til at se jer torsdag d. 12. februar kl. 16:00 i Roland Bar (KUA, bygning 21.0.15)

De allerbedste hilsner fra Trappe Tusind

Skriv et svar