Frivillige søges til international litteraturfestival

I dagene 6. – 8. Juni lægger Huset i Magstræde lokaler til en stor international litteraturfestival. Festivalen, der får besøg af navne som Paul Auster, Siri Hustvedt, Naja Marie Aidt, Søren Ulrik Thomsen, Peter Laugesen m.fl, kommer til at foregår i hele huset på alle etager fra kl. 10 om formiddagen til ca. kl. 23 om aftenen.

Vi har brug for frivillige til

• Billetsalg
• Kontrollering af armbånd/billetter ved indgangene
• Informationsskranke
• Fotografering af seancer
• Optagelse af små stemningsfilm
• Backstage pleje
• m.m.

Som tak kvitterer vi med et festivalarmbånd, der gælder for alle dage (highlight arrangementer kræver dog stadig særskilt billet pga. begrænset adgang), samt forplejning under vagt.

Lyder det som noget, du absolut må deltage i, så skriv et par ord om dig selv, hvornår du kan træde til, samt hvor dine talenter udnyttes bedst, til mr@nullhusetmagstraede.dk.

Du kan læse mere om festivalen og programmet på www.cphlitt08.dk.

Skal vi brænde Sade?

Sodomit, filosof, revolutionær, psykopat… Den franske litteraturs enfant terrible Markis de Sade er blevet kaldt mange forskellige ting af eftertiden. Men det er heller ikke let at kategorisere denne libertinernes fyrste. I overgangen mellem oplysningstiden og romantikken, mellem den aristokratiske orden og de moderne revolutioner gør han op med moral, dyd og religion gennem sine ubønhørlige analyser af det menneskelige begær. Samtiden forbød ham og fordømte ham. Eftertiden forsøger stadig at forstå ham. Ikke desto mindre har Sade spillet en stor rolle indenfor kunst i 20. århundrede i så forskellige discipliner som film, billedkunst, litteratur, tegneserier og så videre. Ligeledes har Sade inspireret store tænkere såsom Freud, Foucault, Blanchot, Sartre,… der har ladet sig inspirere af sadismens opfinder til at bedrive filosofi, psykoanalyse, idehistorie og litteraturkritik.

Men hvor står vi så i dag? Skal vi brænde eller besynge Sade? Er Sade vores næste? Kan Sade informere filosofien, kunsten eller erotikken? Er det i det hele taget et spørgsmål om at være for eller imod Sade?”

Endagssymposium fredag d. 23. maj kl. 10-16, KUA lokale 27.0.09. Arrangeret af Filosofisk Studenter Kollokvium (FSK) samt Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

Se program og oplægssynopser her eller på hjemmesiden http://kollokvium.dk/

Studiekredsen læser Helle Helle

Onsdag den 14. maj kl 16 vender Studiekredsen blikket mod Danmark igen. Vi læser Helle Helles “Ned til hundene”. Til at hjælpe os har vi lektor og anmelder på Information Erik Skyum-Nielsen. Det er som altid i Kaffebaren og vi elsker nye ansigter.
Bogen står klar til læsning i Kaffebaren.

Fra bogen:

– (…) Hvad er det, du skriver? Hvad handler det om?
– Det er lidt svært at forklare.
– Jamen, er det spænding, eller sådan?
– Nej, det kan man vist ikke sige.
– Hvad er det så? Er det selvoplevet?
– Næ. Jo, på en måde
– Jamen, det må da handle om noget.
– Det handler mest sådan om almindelige mennesker.
– Det lyder kedeligt. Hvad laver de?
– Drikker kaffe og snakker og sådan noget.
– Hold da op.

Etablering af nyt tidsskrift på Litteraturvidenskab

Kære alle studerende på Litteraturvidenskab og Moderne Kultur,

Litteraturvidenskab skal have et nyt tidsskrift. Og vi er en gruppe litteraturstuderende, der er ved at starte det op. Derfor indbyder vi jer til et åbent møde om foretagendet torsdag d. 15. maj kl. 17 i caféen. Vi har allerede været i gang et stykke tid, men har ikke af den grund noget færdigudviklet koncept. Så hvadenten I er kommende redaktionsmedlemmer, skribenter, lay-outere eller idémagere af anden art, vil vi glæde os til at se jer til mødet.

Vi forestiller os først og fremmest et tidsskrift, hvor de studerende kan skrive og blive læst – ikke nødvendigvis kun af studerende. Det skal ud over skolebænken, fredagsbaren og ud over institutgrænsen. Vi orker ikke at halse bagefter, men vil sætte en dagsorden selv. Vi tror at studerende er en ligeså stor kapacitet som professorer, og vi tror de har, om ikke nye, så andre idéer og læsninger at byde på. Altså et ambitiøst litteraturvidenskabeligt tidsskrift – med et alternativt blik på det faglige, men ikke mindre fagligt eller seriøst af den grund. Kritisk, problematiserende, men først og fremmest væsentligt, relevant: interessant. Mere intellektuelt end akademisk. Litteraturvidenskab som metode, bevidsthed og drift, ikke kun genstandsfelt. Gerne hasarderet.

Altså: torsdag d. 15. maj kl. 17 i caféen. Her vil vi fortælle mere om vores idéer, om hvad der konkret foreligger af budget, finansiering, produktion osv., og man kan spille ind med lige hvad man har lyst til, bare man har lyst. Alle interesserede uanset årgang er velkomne, og vi glæder os, som sagt, til at se jer.

Hvis man er forhindret i at komme til mødet, men gerne vil være med alligevel, skal man være velkommen til at kontakte os på litvidtidsskrift@nullgmail.com

Med venlig hilsen

Kasper, Nicklas, Mikkel og Kizaja

LARM i ØREstaden d. 17. april

LARM i ØREstaden
Torsdag d. 17. april
slår Københavns Universitet i Ørestaden (KUA) dørene op for LARM i ØREstaden – et event med fokus på lytteoplevelser.
Hvad sker der? Fra kl. 17.00. vil bygning 21 på Karen Blixens vej danne rammen om oplevelser med lyd for både de kloge og de nysgerrige.

17.00-19.00
På seminaret med overskriften Udspørgelsens kunst vil en række forskere og radiojournalister give hver deres bud på vilkårene for interview i det blinde medie, radioen, krydret med lydeksempler. I panelet sidder DR-journalisterne Mads Brügger og Thorkild Ellerbæk, retoriker Merete Onsbjerg, post.doc. Erik Granly m.fl.
19.00-21.00
På ”det frie marked” vil erfarne montagefolk fra Radiofonisk selskab give deres bud på, hvor vi i fremtiden skal finde de gode montager uden for DR-regi.
Det er også her du finder ”Speaker’s Corner”, hvor Folkegaven spiller deres særlige form for musikalsk poetry slam og det er her du kan downloade en lyttevandring til din mp3-afspiller produceret af studerende ved institut for kunst- og kulturvidenskab og gå på lyttetur i Ørestaden.
Er du sulten, må du gribe dig en hotdog i pølsevognen. Fredagsbaren holder torsdagsåbent med bossa-nova-stemning og billige drikkevarer.

I Ønskeloungen finder du masser af nostalgi. Her har vi har rullet spolebåndoptageren frem og spiller perler fra DRs radioarkiv.
Yngre lydkunstnere installerer værker i gangene mellem lounge-områderne, hvor man med høretelefoner kan give sig tid til isolation og eftertanke. Oplev bl.a. Imri Sandströms værk “A while ago I decided to eat” eller lydmiljøer lavet af Jacob Kreutzfeldt og Brandon la Belle.

Gennem hele aftenen sender Universitetsradioen fra studiet på KUA, og reportere sidder klar til at dokumentere dagen med mikrofon og gæster i studiet.

21.00-23.00
Henad aften finder vi radiogys frem fra gemmerne og afholder hårrejsende audiograf.

23.00-01.00
Alt dette sker, indtil Djuna Barnes fyrer op under danseskoene og lukker ballet.

Vi ses til LARM i ØREstaden, nærmere bestemt KUA, bygning 21, Karen Blixens vej 1 d. 17. april klokken lidt i fem.

Husk kontanter til baren.

2. april: Humanioras betydning i det 21. århundrede

arr. Humanistisk Forum
Onsdag d. 2. april 2008 kl. 16-18.30
Lokale: 21.0.54
Program:
Velkommen v. lektor Tania Ørum
Om Humanistisk Forum v. lektor Charlotte Engberg
De glemte traditioner og den nødvendige kritik v. Post.doc.
ph.d. Jesper Eckhardt Larsen
Tankens magt v. professor Frederik Stjernfelt
Humanioras betydning og den nødvendige hofnar v. Birgitte Possing, Seniorforsker, adjungeret professor, dr.phil. og fhv. direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter.
Mere lederskab og mindre management! v. professor Peter Harder
Diskussion

Kulturo holder lagersalg

Kig forbi til lagersalg og gør et godt køb!

torsdag den 27. og fredag 28. marts kl. 10-15 i kantinen på det ny KUA kan du erhverve det nye nummer af Kulturo – Tidsskrift for Moderne Kultur #26 om MAD til tilbudspris: 50 kr. (normalpris 75 kr.)

Eller køb tidligere temanumre, du ikke længere kan få hos boghandleren: ondskab – kinky – provins – hjem – status 2000-2005 – kærlighed – krig – teknologi – norden – natur – repræsentation – æstetik og politik – sport – kommunikation/det postmoderne

Se mere på www.kulturo.dk

Infomøde om nye kandidatuddannelser

Kære studerende på IKK

Til efteråret træder de nye studieordninger i kraft for alle kandidatuddannelser på det humanistiske fakultet. Det betyder at uddannelserne vil se anderledes ud end tidligere.

Institut for Kunst- og Kulturvidenskab holder infomøde om sine nye kandidatuddannelser fredag den 4. april kl. 1415. Her vil du kunne høre om de følgende uddannelser:

Kunsthistorie, Visuel Kultur, Moderne Kultur & Kulturformidling, Litteraturvidenskab, Dansevidenskab (NoMAds), Musikvidenskab, Teatervidenskab.

Alle interesserede er velkomne. Læs mere om arrangementet her: http://kunstogkulturvidenskab.ku.dk/vejledningscenter/arkiv/kainfo/.

Bedste hilsner
Vejledningscenter IKK
Institut for Kunst- og Kulturvidenskab
Karen Blixens Vej 1
2300 København S