Taletid til teatervisioner: Gratis artist talk 14. december med Joen Bille, Me lund, Mette Frank og Jacob F. Schokking kl. 21.00 på Takkelloftet i Operaen

skaermbillede-2016-11-25-kl-14-24-48

Taletid til teatervisioner

Artist talk efter forestillingen Det som diktatoren ikke sagde 14. december 2016 kl. 21.00

Mød aftenens instruktør Jacob Schokking og skuespilleren Joen Bille efter forestillingen Det som diktatoren ikke sagde og hør om deres visioner for teatret.

Samtalen tager afsæt i nogle af de tanker, der belyses i den roste bog om den visionære sceneinstruktør Henrik Sartou, Mens det endnu er for sent (Frydenlund, 2016). Henrik Sartou døde kun 40 år gammel i 2005, men hans tanker om teatret er stadig højaktuelle.

Joen Bille og Jacob Schokking har udvalgt passager fra bogen, som i særlig grad spejler eller udfordrer deres egne visioner.

Skuespilleren Mette Frank læser passagerne op, og journalisten og forfatteren Me Lund er moderator på samtalen.

Arrangementet er gratis og varer ca. 50 minutter.

Bogen sælges til særpris på 100 kr., og pengene går til et legat til en visionær scenekunstner.

Læs mere om Det som diktatoren ikke sagde her

Artist talken er arrangeret i samarbejde med forestillingens producent Holland House.

Holland House søger instruktørassistent til forestillingen Kinder K i perioden 11. april – 27. maj.

Holland House søger en instruktørassistent til at bistå den Reumertvindende Instruktør Jacob F. Schokking i forbindelse med opsætningen af skuespillet Kinder K på Teaterøen. Vi er et lille intimt hold med Jacob F. Schokking som instruktør og scenograf, skuespillere Marie Tourell Søderberg og Niels Erling på scenen og Alice Carreri, komponist og sangerinde i det elektroniske band Lulu Rouge, som komponist.

Kinder K har premiere på Teaterøen d. 17. maj 2016 og spiller frem til d. 27. maj.

Vi søger en person, der har lyst til at opleve en teaterforestilling blive til og se samspillet mellem instruktør og skuespillere.

Dine arbejdsopgaver som instruktørassistent vil blandt andet bestå i at

  • Notere under prøveforløb
  • Praktiske ting så som at sende mails til de medvirkende omkring praktiske ændringer i prøveforløbet og tage noter under produktionsmøder.
  • Tilrettelæggelse og kommunikation af prøveplan
  • Bidrage med masser af godt humør J

Prøveperioden strækker sig fra d. 11. april – 16. maj 2016, og spilleperioden er fra d. 17. – 27. maj.

Jobbet er ulønnet, men det er en fantastisk mulighed for at få noget praktisk erfaring med scenekunst.

LIDT OM FORESTILLINGEN

Kinder K undersøger ud fra to forskellige fortællinger de etiske og samfundsmæssige konsekvenser af genetisk selektion. Den ene fortælling stammer fra virkelighedens Østrig i 1930’erne, da nazisterne påbegyndte deres såkaldte medlidenhedsdrabsprogram. Den anden fortælling er inspireret af de etiske dilemmaer, som knytter sig til samtidens fostergenetiske undersøgelser.

Kinder K er skrevet af den norske prisvindende dramatiker Kristofer Blindheim Grønskag og var et af vindermanuskripterne ved Norsk Teaterråds Dramatikfestival 2012, hvor udmærkelsen lød: ”Dette er et drama om etiske konfliktsituationer, som er aktuelle til enhver tid og på ethvert sted. Vi ser menneskets forsøg på at løbe fra ansvar ved at producere årsager der fritager dem selv fra ansvaret ved at udøve vold mod en uskyldig part. Kinder K fremstår som et fyrtårn for menneskelig værdighed og livets ukrænkelighed.”

Hvis det er noget for dig, bedes du rette henvendelse til PR- og kommunikationsansvarlig Annemarie Gjessing Vinten på tlf 26 17 95 21 eller annemarie@nullhollandhouse.dk

Læs mere om Holland House på www.hollandhouse.dk

Vi glæder os til at høre fra dig.

Oplev forestillingen Kendte folk og Kendte Folks Børn af Mark Twain og Morti Vizki på Det Kongelige Teater frem til d. 25. oktober. På scenen står syv afgangsstuderende fra Statens Scenekunstskole.

KENDTE FOLK

Historien om Adam & Eva. Men ikke som vi kender den fra Biblen. Mark Twain har givet de første mennesker på jorden bevidstheden til at reflektere og sproget til at udtrykke sig frit i deres møde med verden omkring sig og ikke mindst hinanden. På scenen står syv nøgne skuespillere. 3 x Eva & 4 x Adam i en scenografi, der fremstår ligeså bar med sine høje sorte vægge. Men efterhånden som verden åbenbarer sig for dem, bliver både vægge og kroppe til lærreder for deres optegnelser af erfaringer og opdagelser. En sanselig rejse mod syndefaldet, der i Twains humoristiske skildring snarere er et uundgåeligt skred. Eller som forfatteren, José Saramago mange år senere skulle formulere det; “Herrens manglende forudseenhed skriger til himlen, for hvis han virkelig ikke ville have at de spiste af frugten, havde det været nemmere slet ikke at have plantet træet, eller bare anbragt det et andet sted eller måske indhegnet det med pigtråd.” Twain er knap så direkte i sin religionskritik, men i fraværet af den almægtige Gud, står paradokserne i den kendte bibelfortælling pludselig meget klart frem.

KENDTE FOLKS BØRN

Fraværet af Gud går igen i Morti Vizkis poetiske tekst om Kains brutale mord på Abel. Her møder vi de to pligtopfyldende brødre på en gang i vor tids gadeplan og i et mytisk landskab. Mor og far er lige gået ind for at hente nogle ting i Paradis, som Kain forklarer sin bror i stykkets begyndelse. Selv er de udstødt og kan kun fantasere om dets herligheder. Deres hverdag er et ekko af Guds bud, “I dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød” og det har Kain forlængst forliget sig med. Abel derimod er en digter, en grubler, der stiller spørgsmål ved meningen med det hele. Forfatteren synes at spejle sig i dem begge og således bruger han de to brødre til at reflektere over temaer som angst, tvivl og identitet. I en kvindes skikkelse lader han den forføreriske Lucifer vække begæret i dem begge og da hun tænder jalousiens flamme, er gnisten til et voldsomt inferno slået an.

Forestillingen er et samarbejde mellem Det Kgl. Teater & Statens Scenekunstskole. Den hollandsk-danske instruktør, scenograf og billedkunstner Jacob Schokking, der er kendt for sinesanselige, visuelt indtrængende forestillinger, iscenesætter i samarbejde med komponist og lyddesigner, Klaus Risager. Rollerne spilles i fordoblinger af de 7 afgangsstuderende fra Statens Scenekunstskole.

Forestillingen spiller frem til d. 25. oktober og billetter koster mellem 150 – 190 kr. Er du under 25 år koster billetten kun 98 kr. Se en trailer fra forestillingen og køb billetter via følgende link: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2014-2015/skuespil/kendte-folk-og-kendte-folks-born.

 OBS: Der er gratis forfattersalon inden forestillingen torsdag d. 9. oktober kl. 18.30. Der er nødvendigt at forhåndstilmelde sig, og tilmeldingen sker via følgende link: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2014-2015/gratis/skuespilhuset/forfattersalon

Kom til gratis forfattersalon på Det Kongelige Teater inden forestillingen Kendte folk og Kendte folks børn torsdag d. 9. oktober kl. 18.30.

I forestillingen Kendte folk og Kendte folks børn lader instruktør Jacob F. Schokking Mark Twains ’Kendte folk’ fra hans Adam og Eva-dagbøger (1905) mødes med Morti Vizkis version af myten om Kain og Abel i Kendte folks børn (1995).

Inden forestillingen den 9. oktober inviteres alle med interesse for Morti Vizkis forfatterskab til salon, hvor litteraturen og dramatikken læses side om side. Salonen markerer samtidig, at det dette efterår er ti år siden, at denne digter og dramatiker, der debuterede i 1984, døde.

I den aktuelle forestilling medvirker 4. års skuespilstuderende fra Statens Scenekunstskole. Til salonen vil publikum få lejlighed til at opleve Ann Eleonora Jørgensens, Jesper Lohmans og Dejan Cuciks gensyn med Morti Vizkis skuespil. De spillede rollerne som henholdsvis Lucifer, Kain og Abel på Husets Teater i 1995, da stykket første gang blev opført.

I den litterære del af salonen medvirker Christel Wiinblad, Lars Bukdahl og Kamilla Löfström, der alle er optagede af Morti Vizkis forfatterskab. Udgangspunktet for samtalen er, hvordan man kan læse Vizkis version af brodermordet i mødet med Twains Adam og Eva.

Salonen er gratis. Forhåndstilmelding er nødvendig efter først til mølle-princippet. 

Forhåndstilmeldingen sker via følgende link: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2014-2015/gratis/skuespilhuset/forfattersalon.

Læs mere om forestillingen og se en trailer for forestillingen her: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2014-2015/skuespil/kendte-folk-og-kendte-folks-born

Statens Scenekunstskole og Det Kongelige Teater søger instruktørassistent/dramaturgassistent til produktion på Det Kongelige Teater.

3. årseleverne fra skuespiluddannelsen på Statens Scenekunstskole skal i samarbejde med instruktør og scenograf Jacob F. Schokking fra Holland House opsætte et nyt stykke med tekster af Mark Twain og Morti Vizki på Det Kongelige Teater.

Produktionsperioden strækker sig fra d. 4. August – 25. September 2014 med premiere d. 25. September. Som instruktør- og dramaturgassistent skal du kunne være tilstede alle dage i denne periode og sidde med ved alle prøver. Dine primære opgaver vil være at notere, hvad der sker på scenen ved prøverne samt bearbejdning af teksterne i samarbejde med Det Kongelige Teaters faste dramaturg.

Vi har desværre ikke mulighed for at tilbyde løn, men stillingen er en enestående mulighed for at prøve kræfter med arbejdet som dramaturg.

Kontakt Lars Rosendahl, uddannelsesproducent på Statens Scenekunstskole, på mail eller telefon for at høre mere.

Tlf: 42722067

Mail: lr@nullscenekunstskolen.dk