Bliv praktikant på CPH PIX

Vil du være med til at stable Danmarks største spillefilmfestival på benene og få dig en oplevelse for livet?

Så er det måske dig, vi skal byde velkommen som det nyeste medlem af PIX-familien.

CPH PIX er med 78.000 publikummer Danmarks største spillefilmfestival for filmfans i alle aldre. Det fulde festivalprogram består af mere end 180 film fra hele verden og en række koncerter, debatter, workshops og andre særevents, der er med til at gøre festivalen til en af Københavns mest profilerede kulturbegivenheder.

Som praktikant på CPH PIX får du sat skub i din videre karriere og et unikt indblik i filmbranchen. Du får praktisk erfaring inden for en lang række områder afhængig af afdeling og mulighed for at sætte dit helt eget præg på festivalen. Vi lover at du får masser af ansvar og udfordringer og ikke mindst en social og dynamisk arbejdsplads, hvor der er højt til loftet, plads til skøre ideer og et stærkt socialt sammenhold på tværs af hele festivalholdet.

Lige nu søger vi praktikanter til:

Program
Event
Kommunikation
Videoproduktion
Marketing
Børn & unge

Læs mere om de forskellige afdelinger nedenfor.

Program
Med opstart 1. august bliver du kastet i ilden fra første dag, når vores program skal finpudses, organiseres og formidles til vores publikum. Dine arbejdsopgaver består i store dele af research, kontakt med distributører verden over, forhandling af enkelte filmtitler, udformning af årets trykte program (fra tekster til billeder) samt formidling af programmets indhold. Når programmet er på gaden, vil du skulle arbejde med den praktiske filmkoordinering og outreach.

Vi lægger vægt på, at du kan arbejde struktureret, har et sundt forhold til research og selv tager initiativ til nye opgaver. Du kan lide at skrive – og gør det godt og fejlfrit – og du er ikke er bange for at gribe knoglen, når det er nødvendigt. Vi forventer, at du er filmglad, og er du oven i købet velorienteret ud i nogle af filmverdens mange kringelkroge, er det bestemt ikke en ulempe. I løbet af praktikperioden vil der også være noget tastearbejde i festivalens database, så det skal heller ikke afskrække dig. Det er et must, at du kan begå dig på engelsk i skrift såvel som tale.

Opstart: 1. august – 31. oktober.
Læs mere om praktikstillingen her.

Kontaktperson for yderligere spørgsmål: Niels Lind Larsen/ niels@nullcphpix.dk

Event
Som eventpraktikant vil du indgå i et team, der samlet set skal sørge for planlægning og afvikling af festivalens mangeartede events. Du bliver tildelt dit eget område og får direkte erfaring med musikevents, premierer og fester, branche og talks eller events for børn, unge og familier Derudover vil du i tæt samarbejde med festivalens eventansvarlige være med til at planlægge en række andre events, der går på tværs af de fire områder.

Dine arbejdsopgaver vil variere i løbet af praktikperioden, men består i store dele af budgetlægning, udarbejdelse af produktionsplaner, løbende dialog med samarbejdspartnere og ikke mindst koordinering og afvikling af eventproduktionerne under festivalen. Du vil også stifte bekendtskab med marketing- og kommunikationsopgaver, men grundlæggende består din opgave i at planlægge og udføre festivalens events, der alle udspringer af årets filmprogram.

Opstart: 1. august – 31. oktober.
Læs mere om praktikstillingen her.

Kontaktperson for yderligere spørgsmål: Ditte Drehn/ ditte@nullcphpix.dk

Kommunikation
Som kommunikationspraktikant kommer du til at prøve kræfter med strategisk kommunikation på sociale medier, pressehåndtering eller videoproduktion.

Dine arbejdsopgaver består i at finde og vinkle de gode historier på tværs af festivalens program, skrive pressemeddelelser og nyhedsbreve, være i løbende dialog med journalister, producere indhold til Facebook, Twitter og Instagram samt opdatere festivalens hjemmeside. Du vil kort sagt være med til at sikre, at festivalens indhold når ud til publikum.

Du vil få ansvar for dine egne, mindre projekter, og derfor forventer vi, at du kan tænke kreativt og arbejde selvstændigt. Du har desuden et sundt forhold til research og kan levere opgaver af høj kvalitet i et hurtigt tempo. Er du flydende på engelsk i skrift og tale er det kun et plus, men bestemt ikke et krav.

Opstart: 1. august – 31. oktober eller 31. januar, afhængigt af studie.
Læs mere om praktikstillingen her.

Kontaktperson for yderligere spørgsmål: Sofie Bjerregaard/ sofie@nullcphpix.dk

Videoproduktion
Er du en dygtig videograf, kan du lide at nørde med filmtekniske detaljer og kunne du tænke dig at udvikle og producere videoindhold for en af Københavns største kulturbegivenheder? Så er det måske dig, vi leder efter.

Som videopraktikant kommer du til at indgå i et team med 5-6 andre praktikanter, en pressekoordinator og festivalens kommunikationsansvarlige. Dine arbejdsopgaver vil primært bestå i at bidrage til udviklingen af nye indholdsformater til web og sociale medier samt filme og klippe trailers, interviews og Q&As med festivalens gæster, koncerter og andre events under festivalen.

Du vil få ansvar for dine egne projekter – fra konceptudvikling til tilrettelæggelse og produktion. Derfor forventer vi, at du kan tænke kreativt, har stor æstetisk sans og er eminent til at omsætte ideer til visuelle udtryk. Du kan arbejde struktureret og levere opgaver af høj kvalitet i et hurtigt tempo. Da du selv skal bidrage til alle produktionens faser forventer vi, at du har stærke tekniske færdigheder og er rutineret bruger af Final Cut, Premier eller et andet klippeprogram. Har du erfaring med motion grafics er det kun et plus, men bestemt ikke et krav. Praktikken kræver at du selv har kamera samt klippeprogram på computeren.

Opstart: 1. juni eller 1. august til 31. oktober.
Læs mere om praktikstillingen her.

Kontaktperson for yderligere spørgsmål: Sofie Bjerregaard/ sofie@nullcphpix.dk

Marketing og produktion
Som praktikant i marketingafdelingen får praktisk erfaring med salg og markedsføring af en stor kulturbegivenhed med plads til nye ideer. Dine arbejdsopgaver vil variere i løbet af praktikperioden, men består i store dele af distribution og koordinering af flyers, programaviser og andet markedsføringsmateriale, planlægning og afvikling af større sponsorevents og gallaer, løbende dialog med eksterne samarbejdspartnere, oplæring af og kontakt til festivalens mange frivillige, håndtering af billetter og rabatordninger samt koordinering med biografer. Under selve festivalen vil du desuden få ansvaret for den daglige drift af vores festivalcentrum i samarbejde med marketingkoordinatoren.

Du vil ofte være festivalens ansigt udadtil, og dermed en vigtig relation til vores publikummer, eksterne samarbejdspartnere og internationale gæster. Derfor lægger vi stor vægt på, at du er imødekommende og har et godt øje for service. Du kan arbejde struktureret, selv tage initiativ til nye opgaver, og håndtere stressede situationer. Du har gode koordineringsevner og lavpraktiske opgaver afskrækker dig ikke. Er du flydende på engelsk i skrift og tale er det kun et plus, men bestemt ikke et krav. Da der skal køres meget under festivalen, er kørekort ligeledes en meget stor fordel.

Opstart: 1. august – 31. oktober.
Læs mere om praktikstillingen her.

Kontaktperson for yderligere spørgsmål: Sofie Bjerregaard/ sofie@nullcphpix.dk

Børn & unge
Vil du være med til at udvikle og formidle aktiviteter for børn og unge under CPH PIX? Så er det måske dig, vi leder efter. Vi har allerede udvalgt en række film til festivalens skole- og familieprogram BUSTER, men skal nu i gang med at udvikle undervisningsmaterialer og ikke mindst formidle og afvikle en masse filmoplevelser for børn, unge og skoler.

Som praktikant i vores børne- og ungeafdeling får du praktisk erfaring med at udvikle, præsentere og afvikle kulturtilbud med fagligt og dialogskabende indhold for børn og unge. Dine arbejdsopgaver består i at forme og afvikle aktiviteter, der rækker ud over filmprogrammet, research og tilrettelæggelse af inspirations- og undervisningsmaterialer samt formidling og outreach af festivalens skoleprogram til skoler og institutioner i Københavnsområdet.

Du vil både få ansvar for konceptudvikling, budgethåndtering, tilrettelæggelse og afvikling. Derfor forventer vi, at du kan tænke kreativt, arbejde struktureret og har stor interesse for at skabe og formidle kulturtilbud til børn og unge – både til underholdning og undervisningsbrug. Vi forventer ligeledes, at du har mod på selv at tage initiativ til nye opgaver, at du kan lide at skrive – og gør det godt og fejlfrit – og ikke er bange for at gribe knoglen, når det er nødvendigt.

Opstart: 1. august – 31. oktober.
Læs mere om praktikstillingen her.

Kontaktperson for yderligere spørgsmål: Sidsel Søgaard Spas/ sidsel@nullcphpix.dk

Praktisk info
Arbejdstiden er som udgangspunkt fuldtid (37 timer), men arbejdspresset varierer, og vi tager selvfølgelig hensyn til dit studie. Praktikken er ulønnet og det er derfor vigtigt, at du kan bruge den som led i en igangværende uddannelse.

Det er en forudsætning, at du kan dedikere al din tid (også weekender) under festivalen fra 27. september til 10. oktober.

Sådan søger du

Ansøgningsfrist er 15. april 2017 kl. 12.00. Vi indkalder løbende til samtaler.

Send en motiveret ansøgning samt CV til praktik@nullcphpix.dk. Husk at bemærk i din ansøgning, hvilken af ovenstående afdelinger, du søger.

Skriv et svar