Kan kunst forbinde os på tværs af geografiske og mentale grænser?

Hvad forbinder Sápmi, Surinam og Schweiz? Hvilke fællestræk har kristendom og Vodun? Deler Karen Blixen og Fidel Castro samme holdninger?

Hvad der kan synes fjernt fra hinanden har dybereliggende sammenhænge. Publikationen BAT: Bridging Art + Text, netop udgivet på forlaget Hurricane Publising, viser komplekse historiske og nutidige forbindelser gennem værker og tekster af internationale kunstnere, kuratorer og forfattere.

“Kulturer, ideer og genstande er blevet spredt ud over verden, fjernet fra deres oprindelsessted under den vestlige kolonisering og slavehandel. Derfor befinder mange af os, som arbejder med historien, vores rødder og religion, vidt forskellige steder i verden,” forklarer kunstner og kurator Michelle Eistrup.

Den kunstneriske styrke
Derfor samlede hun internationale kunstnere og forskere til en workshop på Karen Blixen Museet. Her delte de deres professionelle erfaringer med at arbejde i forskellige kulturer og kontekster, og fandt inspiration i hinandens kunstneriske strategier.

“Når vi skaber forbindelser på tværs af Atlanten og fra nord til syd, og vi kan mødes ansigt til ansigt, kan vi bryde den følelse af isolation, som mange af os oplever både personligt og i vores professionelle arbejde – og vi kan finde svar på nogle af de mange spørgsmål, som vi ofte arbejder med på forskellig vis,” uddyber Michelle Eistrup.

En dybdegående publikation
Publikationen er i 3 bind, mere end 800 sider, for Eistrup ønsker at vise en omfangsrig værkpræsentation af de udvalgte kunstnere. Sammen med tekstredaktør Annemari Brogaard Clausen og producer Anders Juhl har hun i montage koblet kunstværkerne med artikler, citater, digte og sangtekster.

Første bind præsenterer kunst, performance og spiritualitet. Det andet bind præsenterer kunstnerne, som modarbejder racisme og diskrimination, og fremmer forskellige stemmer og identiteter. Det tredje bind fokuserer på kritik af historiske hændelser og deres påvirkning af vores samtid.

Overførslen af kulturel og spirituel viden fra Afrika til Sydamerika og Amerika og videre til Europa viser styrken i den fælles kulturarv på tværs af kloden. Ved at samle alle de kulturelle udtryk, som har været spredt, er det muligt at skabe en styrke og en forståelse, som forbinder os.

Køb bogen her: https://hurricane-publishing.com/#!/products/bat-bridging-art-text

BAT: Bridging Art + Text er kurateret af Michelle Eistrup, redigeret af Eistrup og Annemari Brogaard Clausen, produceret af Anders Juhl, udgivet hos Hurricane Publishing. Publikationen er støttet af Statens Kunstfond og Karen Blixen Museet.

Skriv et svar