Galleriassistent søges

Studiejob

Internationalt galleri søger assistent ca 8-10 timer om ugen. Du skal være fleksibel, interessere dig for kunst og ikke være bange for opgaver af mere praktisk art. Endvidere er det en fordel, at du er vant til at arbejde med tekst- og billedbehandling.

Vi  søger en selvstændig og udadvendt studerende på 2. år eller bachelorniveau, gerne fra moderne kultur, kunsthistorie, visuel kultur eller lignende. Du kommer til at indgå i den daglige drift  af galleriet, herunder opsætning af  udstillinger, opdatering af hjemmeside, udarbejdelse af tekster, pasning og formidling af udstillinger samt forefaldende praktiske opgaver.

Du vil få en travl arbejdsdag med megen kommunikation, lokalt som internationalt, så gode engelskkundskaber er en fordel. Til gengæld kan vi tilbyde en plads i et  ungt aktivt team med højt til loftet.

Tiltrædelse hurtigst muligt.

Hvis du er interesseret kan du sende en ansøgning vedlagt cv til:

Helene Nyborg

hn@nullhelenenyborg.com


Statens Museum for Kunst søger praktikant til Fundraising & Performances

Vil du have indsigt i arbejdet med sponsorer og fundraising på Danmarks Nationalgalleri?

Vi søger en praktikant til et seks måneders praktikophold – eller en periode efter nærmere aftale – i Kommunikationsafdelingen på Statens Museum for Kunst. Dit fokusområde vil blive at assistere i det daglige arbejde med museets strategiske samarbejdspartnere: sponsorer og fonde. Området er i rivende udvikling, så der er brug for en person med mange idéer og en god systematisk sans. Det vil klart være en fordel, hvis du kender til det danske fondsliv og/eller har arbejdet med sponsorater, idet du vil blive inddraget i både strategiarbejde, idéudviklingsprocesser, synliggørelse af arbejdet med sponsorer og fundraising på museets hjemmeside mv.  Din nærmeste kollega bliver Fundraising- og Sceneansvarlig Hanne Støvring.

Spændende periode på museet

Vi har brug for dig fra ultimo januar/primo februar til september 2011. Du vil opleve en spændende periode, hvor museet går i gang med en større nyophængning af samlingerne, og hvor nye projekter søsættes. Museets nye digitale platform er konstant i udvikling, hvor også du vil blive inddraget. Desuden vil der foregå en masse andre aktiviteter ikke mindst på museets scene.

Om dig

Din studiemæssige baggrund kunne være fra Kommunikation, Performance-Design, Moderne Kultur eller Kunsthistorie, men er ikke altafgørende for os. Det er derimod vigtigt, at du er struktureret, præcis og effektiv. Vi vil foretrække studerende, som er i gang med deres kandidatuddannelse.

Vi vil også lægge vægt på, at du:

– arbejder selvstændigt og systematisk

– evner at tænke strategisk, kreativt og samtidig har sans for detaljen

– er positivt indstillet i forhold til nye udfordringer

– er ansvarlig og punktlig, så tingene bliver gjort ordentligt og til tiden

– har interesse for kunst og kultur

– har gode formuleringsevner skriftligt såvel som mundtligt både på dansk og engelsk.

Om os

Vi kan tilbyde et spændende job på en levende kulturinstitution. Stillingen byder på mange personlige og faglige udfordringer. Du kommer til at indgå i et team af engagerede og initiativrige medarbejdere, der brænder for at gøre museet til en endnu bedre strategisk samarbejdspartner samt en dynamisk aktør i dansk kulturliv.

Stillingen er ikke lønnet. Derfor vil vi foretrække ansøgere, som kan inkludere praktikopholdet i et igangværende studieforløb. Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer ugentligt, men vi er opmærksomme på, at der indimellem kan være brug for at sætte tid af til studieaktiviteter.

Du vil i forbindelse med et praktikophold på museet skulle fremvise en straffeattest.

Hvis du har spørgsmål kan nuværende praktikant Sara Mathiasen kontaktes på telefon 33 74 85 58 eller sara.mathiasen@nullsmk.dk

Ansøgningen

Du skal mærke ansøgningen ”Praktikant – fundraising” og sende den pr. e-mail til job@nullsmk.dk. Ansøgningen skal være forsynet med postadresse og være i formatet Word 97 (eller senere Word-versioner) og/eller pdf.

Ansøgningsfristen er mandag den 17. januar 2011. Vi forventer at holde samtaler i uge 3.

Du kan læse mere om Statens Museum for Kunst på vores hjemmeside www.smk.dk

Kom i praktik på Kunsthallen Nikolaj – vi søger 2 praktikanter fra februar 2011

Er du færdig med din grunduddannelse, og har du mod på at prøve kræfter med samtidskunsten og dens publikum?

Om Kunsthallen Nikolaj

Kunsthallen Nikolaj viser den nyeste, internationale samtidskunst i en af byens ældste bygninger. Beliggende i hjertet af København præsenteres årligt 5-7 overraskende, kritiske og eksperimenterende udstillinger, som skaber gode oplevelser og stof til eftertanke, fordybelse og debat. Samtidskunsten er ofte tværfaglig i sit udgangspunkt og tildeler publikum en aktiv og undersøgende rolle. Sociale, politiske, historiske, etiske og æstetiske spørgsmål udgør et dialektisk afsæt for udstillingernes kunstneriske udsagn og den oplevelse og erkendelse, som publikum har mulighed for at møde via kunsthallens samlede formidlingsvirksomhed. Både udstillingstilrettelæggelse, PR, lærings- og formidlingsaktiviteter sigter mod at belyse disse kontekster så demokratisk som muligt.

Hvad søger vi

Vi søger 2 praktikanter, én til PR og én til formidlingsafdelingen, som begge kan starte fra januar 2011.

Som praktikant vil du indgå i en dagligdag, hvor der er plads til at arbejde selvstændigt og tænke kreativt. Nikolaj kan desværre ikke afse lønudgifter i forbindelse med praktikforløb.

Fokus i formidlingspraktikken

Vi søger en der vil involvere sig udstillingernes kunstfaglige, formidlingsfaglige og koordinerende arbejde, samt Nikolajs administrative og generelle arbejde med formidling og læring. Vi kan tilbyde et udfordrende praktikophold, der giver et spændende indblik i og erfaring med arbejdet med samtidskunst i et krydsfelt mellem kuratering og formidling.

Forårets kommende udstilling med kunstnerparret Gil & Moti byder med sine utraditionelle former, værker og virkemidler på spændende muligheder for at arbejde med at gentænke formidlingens karakter og kunstens rolle i samfundet.

Desuden har Nikolaj i samarbejde med en række andre samtidskunstinstitutioner taget initiativ til en stor samtidskunstfestival, og der vil i den forbindelse være mulighed for at komme med i de tidlige stadier af dens udvikling.

Festivalen er i høj grad fokuseret på at bringe kunsten udenfor institutionernes vægge og på den måde udfordre de rådende tendenser til hvem, der bruger samtidskunsten.

Forarbejdet med den årlige børne- og ungeudstilling til efteråret vil ligeledes være i sin udviklende fase, og der vil være rig mulighed for at arbejde med kreative undervisningsidéer og formidling.

Har du spørgsmål, så send en mail, eller ring til Hilde Østergaard på hoe@nullkunsthallennikolaj.dk eller 33 18 17 86

Fokus i PR praktikken

Som praktikant i PR-, kommunikations og arrangementsafdeling kommer du til at stifte bekendtskab med alle former for promovering af kunsthallen. Opgaverne spænder fra pressearbejde og pressemeddelelseskrivning til research og udvikling/afvikling af arrangementer. Der vil blive stor mulighed for at være med i planlægningsarbejdet omkring kommunikationen af hver enkelt udstilling, ligesom der vil være både små og store skriveopgaver. Derudover vil man som praktikant også være en del af de administrative opgaver, som alle i kunsthallen er involverede i. I løbet af foråret 2011 vil PR-afdelingen, udover at arbejde intenst med de aktuelle udstillinger, særligt komme til at arbejde med implementeringen af den nye grafiske identitet, promoveringen af et større outreach-projekt samt etableringen af en ambassadørgruppe og et nyt koncept for arrangementer i huset.

Har du spørgsmål, så kontakt Anne Riber på pr@nullkunsthallennikolaj.dk eller 33 18 17 84

Hvad forventer vi

Vi forventer at du kan arbejde disciplineret og målrettet og at du er en god researcher og kommunikator med gode skriveegenskaber.

Vi modtager skriftlige ansøgninger fra alle relevante studieretninger, med angivelse af studieretning, tilvalg, særlige interesseområder og kompetencer m.m.

Kontakt

Send din skriftlige praktikansøgning snarest muligt til Hilde Østergaard eller Anne Riber mærket Praktikansøgning.

For yderligere information om Kunsthallen Nikolaj: www.kunsthallennikolaj.dk

Med venlig hilsen

Kunsthallen Nikolaj, Nikolaj Plads 10, 1067 København K